En hæmsko at være dansker

Det kan være en direkte ulempe for socialt udsatte grønlændere, at de har dansk statsborgerskab. Mange af dem taler ikke dansk og har brug for både tolk og sprogundervisning, men de får ikke tilbudt hjælp, fordi myndighederne betragter dem som danskere. Befolkningen kan deles op i to grupper, når der skal ydes sociale tilbud: danske statsborgere og udenlandske statsborgere. Danske statsborgere uden dansk sprog Men der findes også folk, som befinder sig et sted i midten. Sådan er det med grønlændere. De har danske navne og danske pas, og danske myndigheder ser dem som danskere. Men det skaber problemer for de socialt udsatte grønlændere. »Man er begyndt at se, at der kommer flere og flere grønlændere til Danmark, der ikke behersker det danske sprog eller kender til samfundsstrukturen. De har brug for hjælp til at lære dansk og til at komme ud på arbejdsmarkedet, men de får ikke tilbudt sprogundervisning eller en 'integrationspakke', fordi de er danske statsborgere«, siger Henriette Berthelsen, Rådet for Socialt Udsatte. Kommer til kort Hun bakkes op af advokat Aviâja Helms, der sidder i retshjælpsgruppen i Grønlændernes Hus i København. Hun forklarer, at de sociale myndigheder ofte kommer til kort over for socialt udsatte grønlændere, fordi myndighederne ikke tager højde for, at danske borgere kan have forskellige etniske baggrunde. »I modsætning til andre etniske grupper har de danske myndigheder ikke pligt til at tage hensyn til grønlændernes sproglige og kulturelle identitet, da de jo er danske statsborgere. På den måde kan man sige, at det danske statsborgerskab er en klods om benet på de socialt udstødte grønlændere«, siger Aviâja Helms. Hun mener, at en del af problemet kunne løses, hvis grønlændere fik en form for juridisk minoritetsbeskyttelse, som det er tilfældet med det tyske mindretal. Kulturelle forskelle Socialministeriet udgav tidligere på året en hvidbog om socialt udsatte grønlændere, hvori det understreges, at myndighederne skal være opmærksomme på kulturelle forskelle og sproglige vanskeligheder hos socialt udsatte grønlændere. »Danske myndigheder, det være sig politi, retsvæsen, sundhedsvæsen og socialcentre er tilbøjelige til at opfatte grønlændernes statsretlige stilling så bogstaveligt, at de bliver betragtet som danskere også i sproglig og kulturel henseende ... Danske myndigheder går ofte ud fra, at grønlænderne har kulturel reference parallelt med danskere, hvilket oftest ikke er tilfældet«, står der i hvidbogen. Den foreslår, at kommunerne tilbyder en mere målrettet danskundervisning, der tager højde for grønlændernes særlige situation. »Selv om grønlændere adskiller sig fra indfødte danskere, så er de heller ikke helt så fremmede over for Danmark, som andre etniske minoriteter er det. Grønlændere er præget af dansk kultur og har et passivt ordforråd på dansk. De kan bedre dansk end andre etniske minoriteter, men stadig ikke godt nok til, at de kan begå sig i samfundet«, siger Henriette Berthelsen. Tilbud om tolk Et andet forslag i hvidbogen er, at socialt udstødte grønlændere tilbydes tolk, når de er i kontakt med de sociale myndigheder. Heller ikke dette praktiseres i dag, selv om de fleste socialt udsatte grønlændere slet ikke forstår dansk. »Vi oplever ofte i forbindelse med skilsmisser, anbringelse af børn og forældremyndighedssager, at de socialt udsatte grønlændere ofte ikke forstår, hvad sagerne drejer sig om, fordi der ikke er en tolk til stede«, forklarer Helle Hilfling, socialkonsulent i Grønlændernes Hus i Aalborg. Fortår intet i retten De grønlandske kredse, som Politiken har været i kontakt med, nævner eksempler på grønlændere, som har været til både afhøring og i retten uden at forstå, hvad sagerne handlede om. Ligeledes er der eksempler på grønlandske kvinder, som har afgivet forældreretten over deres børn, fordi de har skrevet under på papirer, de ikke forstod. Socialministeriet har netop givet tilskud til tre rundbordssamtaler, der skal samle foreninger og personer med særlig viden, som arbejder med socialt udsatte grønlændere. Planen er at finde frem til de områder, hvor der er mest brug for en indsats, og koordinere arbejdet på området. Samtalerne skal i efteråret resultere i en rapport, som skal give Socialministeriet et bedre udgangspunkt i indsatsen for de socialt udsatte grønlændere.