Små børn skal være hos deres mor. Nej, mor arbejder da, så de skal være i institution. Så hurtigt skydes endnu en skyttegravskrig i gang om, hvordan især de små børn får den bedste og tryggeste hverdag, når forældrene er nødt til at - og som oftest også gerne vil - gå på arbejde. Fronterne kridtes jævnligt op i avisernes debatspalter - enten får du børn eller en karriere - og vi er blevet så vant til, at et liv med småbørn nærmest automatisk er en opsplittet tilværelse med børn, der opholder sig alt for længe i institutioner, og udearbejdende forældre med dårlig samvittighed, der gerne både vil passe jobbet og have mere tid sammen med børnene. Konstruktive middelveje, som tilgodeser både børns, forældres og arbejdsmarkedets behov, kan være svære at få øje på. Praktiske eksperimenter Men kunne man forestille sig, at mor og far arbejder, og børnene opholder sig i institution i samme bygning eller lige i nærheden, så de måske kan spise frokost eller bruge en halv time til indkøb sammen? Eller gå til stranden eller i svømmehallen og snuppe en dukkert i en pause? Kunne man forestille sig, at det er flere hjemmearbejdspladser, der skal til, så børnene bliver passet hjemme eller kortere tid i institutionen, samtidig med, at forældrene arbejder? Og hvad så med de forældre, som ikke bare kan rykke arbejdspladsen hjem i kælderen eller ind i et kontorfællesskab? Kan man forestille sig, at den ene forælder bliver betalt for at arbejde med yngelpleje i nogle år, mens børnene er små? Man kan forestille sig meget, og det er præcis, hvad forældre, professionelle børnepassere, politikere, arbejdsgivere, forskere og andre med en viden om og interesse for børns liv bliver bedt om at gøre på en konference, der skal handle om, hvordan familie- og arbejdsliv bedre kan forenes, så både børnene, deres familier og arbejdspladserne bliver tilfredse. Ingen tanker og ideer er for vilde på konferencen, som finder sted på Christiansborg 29. august. Her skal dels lægges grunden til en egentlig børnepolitik ikke kun i Danmark, men også i EU, dels skal der rundt om i landet sættes gang i forskellige eksperimenter med nye pasningsformer, så familierne kan få mere tid sammen. Det bliver et handlingspræget møde uden mange oplæg - til gengæld med en fordomsfri og åben ideudveksling, lover en af arrangørerne, journalist Marie Kraul. Mødet skal munde ud i konkrete forslag - det kunne for eksempel være en børnepolitisk tænketank til hjælp for lovgiverne. »Og uanset hvilken politisk eller pædagogisk kasket, deltagerne måtte bære i det daglige, har alle lige status«, siger Marie Kraul, som fornemmer en enorm interesse blandt forældrene for at finde nye løsninger på børnepasning, så familielivet kan fungere bedre. Måde at leve på Hun kan selv inspirere mødedeltagerne med et arbejds- og institutionsfællesskab, hun sammen med to andre mødre - og medinitiativtagere til konferencen - de sidste to år har arbejdet på at få etableret i Gentofte Kommune. Planerne forhandles stadig med kommunen, og tanken er, at forældre, der enten er selvstændige eller på anden måde har mulighed for at arbejde hjemmefra, får kontorplads under samme tag som børnene, der passes af professionelle pædagoger. »Så kan man spise frokost sammen, og senere kan de større børn komme til, når de har fri fra skole. Man kan også forestille sig, at institutionens køkken bruges til fælles aftensmad, og at forældrene i det hele taget hjælper hinanden«, forklarer Marie Kraul om ideen, som kaldes Convivendi - latin for 'måde at leve på'. »En videreudvikling er at gøre sådanne fællesskaber til lokale 'kraftcentre', som ud over kontorpladser til hjemmearbejdende og børnepasning også kunne være hjemsted for andre af kommunens ansatte, for eksempel hjemmehjælpere. Og kvinder på barsel skulle kunne bruge sådanne centre og for eksempel følge nogle kurser, så de undgår at skulle gå derhjemme i et år og være helt isoleret fra omverdenen«. Af egen erfaring ved Marie Kraul, at det kan være krævende at få nye ideer gennemført i en kommune, men hun fornemmer alligevel, at både flere kommuner og mange private rundt omkring gerne vil være med til nytænkning på børneområdet. »Det kan såmænd sagtens være, at nogen kommer før os med nye og spændende løsninger på børnepasningsområdet, men det er også helt i orden. Så længe der sker noget«, siger Marie Kraul. Hvor er børnene En anden 'inspirator' på konferencen er Lene Lind, som leder Eksperimentalinstitutionen på Amager i København. Det er en institution, hvor halvdelen af institutionens vuggestue- og børnehavebørn har psykosociale problemer. Hun vil tage børnenes parti i sit indlæg på konferencen. For eksempel skal børn have en langt mere fremtrædende placering, når det gælder lovgivningsarbejde. Lene Lind har i sine mange år som daginstitutionsansat nemlig aldrig kunnet forstå, hvorfor politikere og arbejdspladser ikke automatisk tænker børn ind, når der skal planlægges og lovgives. »De bruger ikke den viden om børn, der eksisterer, når der skal lovgives, og her tænker jeg ikke kun på lovgivning, der har med børn at gøre, men også når det drejer sig om boliger, arbejdsmarkedet - ja, alle steder. Det, vi for eksempel ved, er, at de små børn har brug for en fast og varig tilknytning til voksne, som skal være gennemgående personer. Denne tilknytning får mange små børn slet ikke, når de skal være væk fra forældrene i mange timer om dagen og opholde sig i institutioner, hvor der ofte ikke er tilstrækkeligt personale til at give dem opmærksomhed og omsorg. Og det skaber en indre uro hos børnene«. Også arbejdsmarkedet skal tænke på børnenes liv, mener Lene Lind. »Arbejdspladser er selvfølgelig vidt forskellige, men de burde have en familiepolitik, så for eksempel småbørnsfamilier har fortrinsret til de gode arbejdstider, eller at der er institutioner tæt på. Det kunne give de små børn en kortere dag i institutionen. Flekstid nævnes ofte som en mulighed, men jeg tror nu mest, det vil komme veluddannede til gode«, nævner Lene Lind som eksempler på mulige løsninger. Pædagoger skal melde ud Nye institutionstyper ligger ikke hende så meget på sinde som at få de eksisterende og kommende institutioner gjort bedre og få synliggjort, at arbejdet med børnene i institutionerne skal tages alvorligt. »Institutioner er en nødvendig virkelighed for langt de fleste forældre, og så er det vigtigt, at kvaliteten er tilstrækkelig god, og det opnår man først og fremmest ved en ordentlig bemanding«, siger Lene Lind, som mener, daginstitutioner bliver taget »ualvorligt« alt for mange steder. »Når man løser personalemangel ved placere alle mulige mennesker, som skal i arbejdstræning, eller som har psykiske eller sociale problemer, som medhjælpere i daginstitutioner, så er det ikke at tage institutionerne eller børnene alvorligt«, siger hun. »Ordentligt nærvær med børn kræver, at man ikke styrter rundt, men at man er sammen om de små ting«. Men også pædagoger skal blive bedre til at melde ud om, hvordan det egentlig er at være børn i daginstitutioner. Ud over sin rolle som institutionsleder har Lene Lind derfor været med til at tage initiativ til et pædagogisk netværk for at få mere samarbejde og flere synspunkter frem om børns liv. »Netværket skal inspirere pædagoger til at tænke ordentlig faglighed ind i deres arbejde og til at melde ud, hvad det er, børn behøver«, er begrundelsen for netværket.