Et nyt initiativ blandt danske øjenlæger vil øge kontrollen med screening af sukkersygepatienter. Politiken skrev i mandags, hvordan diabetikere bliver blinde som følge af deres sukkersyge, selv om det kan undgås ved regelmæssige screeninger. Landsdækkende database Danske Øjenlægers Organisation arbejder i øjeblikket på en landsdækkende database, der skal registrere alle diabetikeres besøg hos øjenlægen eller på en screeningklinik. Henrik Bom Olesen, klinikchef på Rigshospitalets øjenafdeling og bestyrelsesmedlem i Danske Øjenlægers Organisation, glæder sig over projektet: »Det vil være et kæmpe fremskridt. Vi regner med at få bedre kontrol med, hvem der ikke kommer til screening, og dermed kunne forebygge blindhed ved at gribe fat i disse patienter. Vi får desuden svar på, hvor mange diabetikere der bliver blinde hvert år«. Danske Øjenlægers Organisation arbejder sideløbende på, at øjenlæger ligesom tandlæger kan få lov at skrive til deres patienter, når det er tid til tjek. Det må øjenlæger ikke i øjeblikket i henhold til deres overenskomst. Diabase Hospitalsøjenlæger og praktiserende øjenlæger er blevet enige om udformningen af databasen, der bærer arbejdstitlen Diabase. Henrik Bom Olesen håber på, at databasen kan være oppe at køre ved årsskiftet. Allan Flyvbjerg, formand for Diabetesforeningen, tager imod initiativet med kyshånd: »Det vil forebygge blindhed og samtidig give os et overblik over øjenproblemets størrelse i Danmark«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























