Hjemmehjælpere, der med sociallovgivningen i den ene hånd og kost og sæbevand i den anden, kan tvinge sig adgang til sociale klienters lejlighed, for at sikre at de ikke lever i skidt og møg. I Danmark ville det være ikke bare ulovligt, men en nærmest utænkelig krænkelse af privatlivets fred. I Norge er det vedtaget ved lov. Sindlidende Politiken har de seneste dag beskrevet hvordan flere hundrede mennesker i Danmark lever i skidt og lort, blandt andet fordi de selv fravælger hjælp til for eksempel rengøring. En stor andel af beboerne i de uhumske lejligheder er sindslidende. Ifølge den danske lovgivning skal man være decideret til fare for sig selv eller andre, før myndighederne kan tiltvinge sig adgang og tvinge psykisk syge til behandling eller for eksempel iværksætte rengøring. Også Norge kender til problemerne med de uhumske lejligheder, primært i hovedstaden Oslo. Men ifølge norsk sociallov, kan kommunen, om nødvendigt med politiets hjælp, tiltvinge sig adgang til en lejlighed, og gøre den rent, uanset hvad beboeren mener. Loven gælder dog kun i kommunalt anviste boliger, hvor lejerne er forpligtet til at holde lejligheden rene. En hvis rengøringsstandard Hygiejnen bliver regelmæssigt kontrolleret af kommunens socialarbejdere, der også har ret til at muge ud, hvis beboeren ikke lever op til rengøringsstandarden. »Det er rent faktisk kommunernes ansvar, at sociale klienter har det rent og ordentligt og de er retsligt forpligtet til at kontrollere det«, siger Tore Frost. Han er lektor i filosofi ved Oslo Universitet, forsker i etik i socialt arbejde og en af lovgivningens skarpeste kritikere. »Jeg er helt på linje med lovgivningen i Danmark. Jeg synes man bør gå langt for at beskytte privatlivets fred, og jeg synes lovgivningen i Norge er på kant med menneskerettighederne. Men det har altid været sådan her i Norge - vi har en lang pietistisk tradition for at pine og plage hinanden«, siger Tore Frost, og ler. Protesteret uden held Han kender op til flere sager, hvor klienterne har protesteret uden held, og lovgivningen er da også et diskussionsemne i Norge fra tid til anden. »Vi har i flere omgange diskuteret, hvor langt myndighederne kan tillade sig at gå i forhold til klienter som har dårlig hygiejne. Og der er jo også noget godt ved loven, fordi det forpligter kommunen til at holde øje med, at klienterne ikke lever i deres eget skidt og møg«, siger Tore Frost. Lovgivningen kan bruges Sandy Brinck, socialordfører for Socialdemokraterne, mener ikke, folk skal have lov til at leve i deres eget skidt og møg. Men hun mener at lovgivningen som den er i dag åbner muligheder for at bruge tvang, når der er tale om meget uhumske lejligheder. »Før vi går ind og ændrer lovgivningen, skal vi se på, om den bliver brugt i det omfang, den lægger op til. Når der er tale om lejligheder, hvor folk bor i deres eget møg, så er det jo på grænsen af det sundhedsskadelige, og der mener jeg godt at man kan tale om, at personen er til fare for sig selv og sine omgivelser, og derfor bruge mere tvang, end man gør i dag«, siger Sandy Brinck.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























