Nej til dna-bevis på forældreskab

Asylansøgere, der ønsker at bevise slægtskab med børn i udlandet for at få dem til landet, får ingen hjælp af Udlændingestyrelsen. Heller ikke selv om asylansøgerne selv vil betale omkostningerne. I flere sager om familiesammenføring har asylansøgere tilbudt selv at betale for en dna-test, der kan fastslå, om for eksempel en kvinde er den rigtige mor til et barn. Det har de gjort, fordi Udlændingestyrelsen har afvist sagen med den begrundelse, at asylansøgerne lyver om slægtskabet. Har tidligere løjet Alligevel ønsker Udlændingestyrelsen ikke at genåbne sagerne. Den somaliske asylansøger Fadumo Ogale kæmper i øjeblikket for at få den ni-årige Hibo Ogale til Danmark. Fadumo Ogale siger, at pigen er hendes datter, men det tror Udlændingestyrelsen ikke på. Hibo har derfor ikke fået opholdstilladelse, og sagen er lukket. Pigen opholder sig nu hos fjerne slægtninge i Kenyas hovedstad, Nairobi, og har ikke set Fadumo Ogale i fire år. Når Udlændingestyrelsen afviste, at Fadumo Ogales kunne få Hibo til Danmark, skyldtes det, at hun tidligere har løjet i sagen. For at beskytte sin nuværende ægtemands ære holdt hun hemmeligt for alle, at han ikke er far til Hibo. Nu tror Udlændingestyrelsen hende ikke, når hun siger, at hun er Hibos mor. For at bevise at hun taler sandt, vil Fadumo Ogale derfor få foretaget en dna-test af sig selv og af Hibo for at fastslå, at de er mor og datter. Hun er indstillet på selv at betale de cirka 20.000 kroner for to test. Men det er ikke nok for Udlændingestyrelsen. Ambassade skal kontrollere »Problemet er jo at få gennemført en undersøgelse i den påkrævede kvalitet for egen regning og med den kontrol, vi forlanger«, siger kontorchef i Udlændingestyrelsen Erling Brandstrup. Det betyder i praksis, at en dna-test, som er udført for egen regning af asylansøgerne, ikke vil kunne bruges. Hvis dna-testen skal tælle, skal den danske ambassade i det pågældende land nemlig kontrollere, at blodprøven stammer fra det rigtige barn. Og da ambassaderne udelukkende handler på opfordring fra Udlændingestyrelsen - en opfordring, som styrelsen altså ikke er indstillet på at komme med - er asylansøgernes mulighed for at bruge en dna-test til støtte for deres sag udelukket. Dyr test Erling Brandstrup erkender, at alene det, at asylansøgere er villige til at lade sig dna-teste for egen regning kan være et udtryk for troværdighed. »Men det er ikke nok til, at vi tager sagen op igen«, siger han. Udlændingestyrelsen bruger selv dna-undersøgelser, hvis de er i tvivl om forholdet mellem forældre og børn. Men altså ikke, hvis en sag først er lukket af styrelsen. Trine Hoffman-Madsen, centerleder på Indvandrer Kvindecentret, kender til flere tilfælde, hvor folk er blevet afvist og nu selv vil betale. »Det ville være nemmere, hvis man hver gang, der var bare den mindste smule tvivl, sagde: Jamen, så laver vi en dna-test«, siger hun. Når det ikke sker, er det både, fordi det er et stort apparat at sætte i sving, men også fordi dna-test er dyre. »Det er en afvejning af, hvor ofte myndighederne skal sætte det apparatur til rådighed i en sag, hvor det er ansøgerne selv, der har bevisbyrden«, siger Erling Brandstrup fra Udlændingestyrelsen. »Selvfølgelig skal vi også tænke på det økonomiske - hvis der er tale om er en mor med syv børn, så kan det løbe op omkring 80.000 kroner«, siger han. Mangler støtte Mohamed Gelle, talsmand for Somalisk Netværk, kender også til forældre, der selv vil betale for en test, men som ikke kan komme igennem med deres ønske. Han mener, at der er for lidt støtte til forældrene i denne situation. »Nogle gange virker det, som om Udlændingestyrelsen ikke vil bruge dna-testen, når det kan gavne ansøgeren«, siger Mohamed Gelle. Uden fødselsattest Ansøgere fra eksempelvis Somalia, Afghanistan eller Irak har ofte ikke nogen gyldig fødselsattest eller lignende dokumenter, og dermed hviler hele sagen på de mundtlige forklaringer. Hvis disse ansøgere for eksempel opgiver forkert alder på et barn, kan det få konsekvenser for sagen. Men at familien kludrer med årstal og aldre, betyder ikke nødvendigvis, at de lyver, påpeger centerleder for Indvandrer Kvindecentret, Trine Hoffman-Madsen: »Eksempelvis somalierne hænger sig ikke så forfærdeligt meget i datoer og tider. Man kan ikke huske, om noget skete det ene eller det andet år, og det betyder ikke noget for dem. Men det betyder noget for os og den troværdighed, Udlændingestyrelsen leder efter«, siger hun.