Flere prominente gæster kan se frem til en invitation fra det danske Folketing for at diskutere det fremtidige Irak. Til gengæld er diskussionen om, hvorfor Danmark gik i krig med Irak fuldstændig udeladt i det foreløbige udkast til en Irak-høring, som Venstre i går fremlagde over for Folketingets partier, mener flere oppositionspartier. SF: Oplæg ligger langt fra oprindelig idé »Dette oplæg ligger langt fra den oprindelige mening med en høring om, på hvilket grundlag Danmark gik i krig. Om det for eksempel skyldtes masseødelæggelsesvåben«, siger SF's formand Holger K. Nielsen. Oplægget opregner i alt otte eksperter fra universiteter i den vestlige verden, der blandt andet skal diskutere, hvorvidt der er behov for en ændring af FN's Sikkerhedsråd. Her ud over vil det fremtrædende medlem af det irakiske regeringsråd Ahmed Chalabi, tale om Iraks fremtidige rolle i Mellemøsten. Chalabi har i flere år talt for en amerikansk krig mod Irak, og er kendt for at have tætte forbindelser til høgene i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon. Enhedslisten: Panelets sammensætning er problematisk Enhedslistens Søren Søndergaard finder sammensætningen af panelet problematisk. »Et flertal har besluttet at lave en akademisk høring om folkeretten, der intet har med grundlaget for krigen mod Irak at gøre«. Formand for Folketingets udenrigspolitiske udvalg, Venstres Jens Hald Madsen, understreger, at alle partier har haft mulighed for at komme med forslag til navne til høringen. »Det er lidt barnligt, at man nu sætter sig hen i hjørnet og surmuler, fordi man ikke har fået sin vilje«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























