Tyskland og Sverige gør det, Østrig og England gør det - men Danmark gør det ikke længere. EU's Center for Observation af Racisme og Fremmedhad (EUMC) kritiserer regeringen for at have afskaffet den lov, der sikrer børn fra ikke EU-lande gratis undervisning i deres modersmål. Regeringens beslutning går stik imod resten af Europa, fremgår det af observationscentrets årsrapport, der i denne uge blev fremlagt for EU-parlamentet. »I modsætning til andre EU-lande er filosofien i Danmark, at multikulturalisme er en svaghed, som ikke skal dyrkes. Den danske regerings signal er, at folk, der kommer til Danmark, skal være danske«, siger forskningsleder på EUMC John Wrench. Minister vil ikke kommentere rapport Eksperter anser ellers modersmålsundervisning for en byggeklods til at lære både oprindelsessproget og det nye sprog samt fremme den faglige indlæring generelt, fremgår det af rapporten. Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) vil ikke kommentere den konkrete rapport, da hun endnu ikke har læst resultaterne. Til gengæld vil hun gerne tage del i debatten om modersmålsundervisning. »Det er ikke entydigt bevist, at modersmålsundervisning fører til bedre integration. Jeg mener, at det er folkeskolens opgave at lære børn dansk. Det er det sprog, vi taler i Danmark, og det giver eleverne de bedste forudsætning for at kunne begå sig fagligt og socialt«, siger Ulla Tørnæs. Sverige og Tyskland styrker undervisning EU har påbudt medlemslandene at tilbyde modersmålsundervisning til børn af immigranter fra EU-lande; de allerfleste lande tilbyder også undervisning af børn af immigranter fra lande uden for EU. Forskningsleder John Wrench fremhæver, at lande som Sverige og Tyskland ligefrem har styrket indsatsen på undervisningen i modersmålet. Uddannelsesordfører hos de radikale Marianne Jelved har længe påpeget, at reglerne om modersmålsundervisning diskriminerer borgere fra ikke-EU-lande. Og at Danmark - sammen med Grækenland - er ene om at sløjfe modersmålsundervisning, kommer ikke bag på hende. »Det viser jo, at vi er forkert på den i Danmark. Alle forskningsresultater tyder på, at modersmålsundervisning kan forbedre de unges muligheder i samfundet«, siger Marianne Jelved. Jelved bakkes op af Anne Froberg, leder af videnscentret UC2, der forsker i sprog og integration. »En lang række internationale undersøgelser dokumenterer, at børn, der modtager modersmålsundervisning, klarer sig bedre fagligt. De får simpelthen bedre karakterer. I vores nabolande lytter man til disse faglige begrundelser. Man har meget mere fokus på problemet og satser mere målrettet på forskning«, siger hun. Ifølge rapporten står det sløjt til, hvad angår indvandreres integration i skolesystemet. Data fra forskellige EU-lande viser, at flere børn af etniske minoriteter er dårligere i skolen end andre, og deres uddannelsesniveau er heller ikke lige så højt. En anden undersøgelse, der gengives i rapporten viser, at flere børn af etniske minoriteter dropper ud af skolen - eller bliver smidt ud - end andre børn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























