Kapitel 4: Blodbrødre

Mahmoud er 1,90 høj. Hans sweatshirt er XL, og hans hænder er så store, at hans mobiltelefon næsten forsvinder, når han skriver en SMS. På fødderne sidder en størrelse 46. Han er ofte forsamlingens midtpunkt, fordi han er hurtig i replikken og slynger om sig med oneliners. Han elsker kartofler med bearnaisesovs og Haribo Familieguf og hører gangsterrapperen Tupac, »fordi han er for sej«. Hans krop ligner en fuldvoksen mands. Men trækkene i hans ansigt er stadig bløde og drengede. Håret er klippet helt kort. Kun pandehåret har lidt længde og stritter stift op i luften. Han blev født i 1986 i den tyske by Dortmund af libanesiske forældre som den yngste af fem søskende. Hans far arbejdede på et bilværksted og hans mor som sygeplejerske. Faderen kunne ikke få opholdstilladelse i Tyskland. Da Mahmoud var to år, rejste han med sin mor og tre ældre brødre til Beirut, hvor hans storesøster er gift, mens hans far flyttede videre til Danmark og fik opholdstilladelse. Der udbrød borgerkrig i Beirut. Mahmoud husker ikke ret meget fra årene i Libanon. Kun nogle få billeder. Men hans storebror Hassan husker godt krigen. Han var kun ni år, da han fik sit første gevær i hånden af militsen og besked på, hvilken retning han skulle skyde i. »Der lå døde mennesker mange steder. Det er oplevelser, der skader et menneske. Det var en dårlig barndom«, husker Hassan. Drengenes far ville gerne have sin kone og sine børn til Danmark. Men det var ikke, fordi han ville bo sammen med dem. I de mellemliggende år havde han nemlig fået barn og boede sammen med en dansk kvinde. Det fandt Mahmouds mor først ud af, da de kom til det nye, kolde land. Siden fik faderen to børn mere med sin nye kone. Moderen og drengene boede i et par måneder på et flygtningecenter, før de fik en fireværelseslejlighed i Tjørneparken, byens sociale boligbyggeri. Mahmouds mor er en stor kvinde - samme statur som sin yngste søn. Hun bærer tørklæde og har bare fødder i sandalerne. Hun forstår dansk, men kan kun sige nogle få sætninger. Da de kom til Danmark for tretten år siden, gik hun på sprogskole. Siden arbejdede hun i flere år på en fabrik, hvor hun pakkede kurve med vin og frugt. Men hun blev syg: dårlig ryg og dårligt hjerte, højt blodtryk og sukkersyge. Og for et halvt år siden fik hun tilkendt førtidspension. Selv om børnenes far ikke boede hos dem, da de flyttede til Danmark, kom han af og til forbi lejligheden, da Mahmoud var lille. Han var ikke interesseret i at være sammen med drengene, men tævede deres mor og tog hendes penge. Mahmoud havde det ikke godt de første par år i Danmark. Han var søvnløs. Og hidsig. Han slog fra sig. Han begyndte i børnehaveklassen, men hans dansk var ikke godt nok til, at han kunne følge med. Han kunne ikke koncentrere sig og havde konflikter med de andre børn. Kommunen sørgede for, at han kom i en plejefamilie ude på landet, men han kom hjem til sin mor og sove, så ofte det var muligt. »Det var en god familie. De tog sig godt af mig. Hvis der var ballade derhjemme, ringede min mor til dem. Så kom de og hentede mig. Jeg var meget lille, og jeg forstod det ikke. Det var lidt skræmmende«, husker Mahmoud. Fra han var ni år gammel boede han permanent hos sin mor. Han gik stadig ikke i skole, men hver dag kom der en lærer og læste med ham et par timer. Hun skulle vurdere, hvilket klassetrin han skulle begynde på. Da han var ti år gammel, startede han på en lille privat specialskole for socialt belastede børn. Der var kun tre elever i klassen - de kom på mange ture og havde tæt kontakt med lærerne. Her mødte han Jesper. Men privatskolen gik nedenom og hjem, og Mahmoud og Jesper fulgtes ad videre til en ny skole ved navn Heltidsundervisningen. Endnu en skole for børn, der ikke kan klare sig i folkeskolen. En skole med små klasser, ingen lektier og vægten lagt på praktiske fag. Jesper og Mahmoud var ikke bedste venner. Men de begyndte at ses til fester og blev del af det samme slæng. De kørte på tunede knallerter, lavede lidt ballade og hærværk og kom hjemme hos hinanden. Mahmoud mødte Jespers stedfader, Knud. Et dumt svin, syntes Mahmoud. Både fordi han bankede Jespers mor, og fordi han var ubehagelig over for Jespers venner. Han skældte dem ud. Truede dem. Mest når han var fuld, og det var han ofte. Den slags har Mahmoud kun foragt over for. Alkohol har aldrig rigtig sagt ham noget. Men han har røget vandpibe, siden han var tretten. Jordbærtobak. Mahmoud arbejdede i Føtex hele foråret 2002. Et job, som skolen skaffede ham. Han afsluttede 9. klasse med gode karakterer i mundtligt dansk. Føtex ville gerne ansætte ham på fuld tid, men han ville hellere på kokkelinjen på Teknisk Skole. Han droppede dog hurtigt ud. Mahmoud har venner blandt både danskere og indvandrere. I sommeren 2002 begyndte han at hænge ud sammen med en gruppe af indvandrerdrenge fra kvarteret. Gruppetrøjen er sort med gruppens navn broderet i hvide gotiske bogstaver på ryggen. Han har den næsten altid på. Når Mahmoud skal fortælle om gruppen, får hans stemme en anden klang. Lidt hård. Og lidt stolt. Drengene i gruppen opfatter sig selv som blodbrødre, fortæller han. Man gør alt for hinanden. Også hvis det handler om, at nogen skal have bank. Indimellem blev gruppen af indvandrerdrenge stoppet af politiet, og Mahmouds store brødre måtte hente ham på stationen. De skældte ham ud - men ikke så meget. De har selv været turen igennem. »De ved også godt, at det bare er chikane. Desuden havde jeg ikke lavet noget«, fortæller Mahmoud og tilføjer: »Jeg blev i hvert fald ikke snuppet for det«. På reolen hjemme i moderens lejlighed står pokaler, som de ældste drenge har vundet i thaiboksning. Der hænger også medaljer og kampbilleder i ramme. To af Mahmouds store brødre dyrker kampsport på eliteplan. De ville også gerne have lillebror til at bokse. Men når folk slår på ham, ser han sort. Går i baglås. Og da han en dag var med til en prøvetræning, måtte han erkende, at hans temperament ikke egner sig til modgang i ringen. Første gang, der var én, der ramte ham i ansigtet til træningen, gav han rigtig hårdt igen. Mahmoud vejer i nærheden af 100 kilo, og den anden bokser fik både blodtud og løse tænder. Træneren sagde til den unge libaneser, at det ikke havde noget med sport at gøre. Jo, Mahmoud har et heftigt temperament. Der skal meget lidt til at tænde ham. Og så vil han gøre alt for sine venner, dem vender man ikke ryggen til. Når de har brug for hjælp, stiller man op. Ligesom den mandag aften i efteråret 2002, da Jesper skulle ud og hente nogle ting ude i sin stedfar Knuds sommerhus.