Det var langtfra tilfældigt, da en dansk turistbus på vej til Østrig natten til lørdag forulykkede ved - med for høj fart - at køre ind i en lastbil uden for den tyske by Eisenberg; med tre dræbte og 43 kvæstede til følge. Det mener formanden for turistchaufførernes landsklub, Flemming Petersen, der siger, at en stor del af de danske busser, der fragter især skiturister til rejsemål sydpå samt til Norge og Sverige, kører alt for stærkt i forhold til fartbegrænsningerne - tvunget af stramme ruteplaner fra rejseselskaberne. 'Ruteplanen er umulig at overholde' I det ulykkelige tilfælde fredag aften og nat var bussen fra Højmark Rejser ifølge selskabets egen rejseplan kørt fra det sidste opsamlingssted tæt ved den dansk-tyske grænse klokken 17.15 med forventet ankomsttid i østrigske St. Johann mellem klokken 8.00 og 9.00 næste morgen. Det giver omkring 15 timer til at tilbagelægge de cirka 1.100 kilometer gennem Europa. Ifølge Michelins ruteplanlægger er det en tur, som vil tage en normal personbil cirka 10 timer at køre, hvis den med højest tilladte hastighed kører uden pauser eller stop på vejen. »Den ruteplan er umulig for chaufførerne at overholde, hvis de skal følge reglerne om køre- og hviletid samt hastighedsbegrænsningerne, der på de tyske motorveje er 80 kilometer i timen for sovebusser, men desværre er det en situation, vi kun kender alt for godt«, siger Flemming Petersen. Vognmænd presses Flemming Petersen forklarer, hvordan rejsebureauerne i kampen om kunderne presser vognmændene, der så igen presser chaufførerne. Alt sammen for at opnå den korteste rejsetid mellem Danmark og snepisterne. »Man kan sige, at chaufførerne bare skal køre efter reglerne, men det er bureauerne, der i sidste ende presser dem med nogle helt urealistiske tidskrav. Jeg kan kun opfordre passagerer til at klage til selskaberne, hvis der bliver kørt for hurtigt, og så håber jeg, at vi efter den her ulykke kan være med til at råbe nogle politikere op, for det drejer sig om mange rejsebureauer, selv om Højmark Rejser hører til de værste«, siger han. Højmark afviser Den kritik bliver imidlertid afvist hos Højmark Rejser A/S i Ringkøbing. »Meldingen herfra og til de vognmænd, vi samarbejder med, er helt klart, at de skal overholde reglerne. Det står også i kontrakten. Derudover kan jeg ikke udtale mig generelt om branchen«, siger selskabets direktør, Bjarke Hansen, der godt mener, at en bus kan køre strækningen fra grænsen til skisportsstederne i Østrig på de angivne 15 timer. »Hvis man tager netop det regnestykke, giver det cirka 13 timers kørsel med 80 kilometer i timen. Dermed skulle der være tid til at overholde både hastighedsbegrænsningerne og reglerne om køre- og hviletid«, siger han. 'Vores underleverandør har ikke levet op til aftalen'Men natten til lørdag var det ifølge meldingerne fra det tyske politi alligevel nødvendigt for jeres bus at køre væsentligt over den tilladte hastighed, 100-110 kilometer i timen. »Det har jeg også hørt, og hvis det er rigtigt, er det dybt beklageligt, og så har vores underleverandør ikke levet op til det aftalte«, lyder det fra Bjarke Hansen. Han forklarer, at Højmark Rejser selv laver en skitse til sine køreplaner, som så bliver sendt ud til to-tre forskellige busselskaber, der kan byde ind på opgaven. Ved ulykken fredag nat kom bussen fra MaxBus i Aulum. MaxBus: Tidsplan er svær at overholde Her indrømmer kørselsleder Ole Thomsen, at tidsplanerne kan være svære at holde. »Der er ingen, som siger, at vi er fremme til de tider, der står i sådan et katalog. Måske er vi det, måske ikke. Der kan let opstå kø eller andre forsinkelser«. Lægger det ikke et pres på chaufførerne, der gerne vil holde planen og derfor måske træder lidt ekstra på speederen? »Det må så være op til den enkelte at lade være med«, siger Ole Thomsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























