Det ligner historien, der aldrig vil dø. For næsten et år siden gik den tidligere irakiske hærchef ud for at ryge sig en cigaret og forsvandt derefter sporløst fra sit hjem i Sorø, kun tre dage før krigen mod Irak. I dag er hærchefen efterlyst af Interpol over hele verden sigtet for krigsforbrydelser mod kurderne. Men den tidligere irakiske hærchef vil ikke bare sådan forsvinde fra avisernes forsider. Denne gang er det den britiske avis Independent, der mener, at den irakiske hærchef forsynede den britiske militære efterretningstjeneste MI6 med en af de vigtigste og mest kontroversielle oplysninger forud for krigen mod Irak. Den handlede om, at Irak kunne iværksætte angreb mod andre lande inden for 45 minutter. Selvransagelse efter krigen Oplysningen blev senere gentaget i en rapport fra den britiske regering for at dokumentere, at truslen fra Irak var reel. For et år siden var det den britiske regerings stærkeste argument for at gå i krig. I dag er oplysningen et af de vigtigste punkter i den britiske selvransagelse af grundlaget for at gå i krig. Problemet er, at oplysningen, som skulle stamme fra hærchefen, formentlig kun omhandlede konventionelle våben som eksempelvis mortergranater og slet ikke kemiske og biologiske våben. Det er en af de historier, som vanskeligt lader sig verificere. Hverken den britiske regering eller MI6 ønsker at sige noget om sagen. Heller ikke chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Lars Findsen, vil direkte kommentere de britiske presseforlydender. Mere generelt bemærker han dog i en kommentar til Politiken, »at det i pressen beskrevne hændelsesforløb vel ikke nødvendigvis forudsætter, at fremmede efterretningstjenester opererer på dansk grund«. Hvis møderne med de britiske agenter har fundet sted, er det med andre ord ikke sket i Danmark. Hærchef som mellemmand Den britiske udenrigsminister, Jack Straw, har tidligere udtalt, at oplysningerne om, at Irak kunne slå til på 45 minutter, kom fra en »mellemmand«, som havde rapporteret til den britiske efterretningstjeneste et stykke tid. Ifølge Independent er det blevet etableret på højeste niveau, at mellemmanden havde »skandinaviske forbindelser«. Hærchefen skal ifølge avisen have talt med en militærkilde inde i Irak. Militærmanden skulle have fodret ham med de oplysninger, som senere havnede i den britiske regeringsrapport. Hærchefen har før sin forsvinden fra Danmark sagt, at han ikke tror på, at Saddam Hussein har kemiske våben. Han har også tidligere antydet, at han havde forbindelser til officerer i Iraks hær, som han samarbejdede med i bestræbelserne på at vælte Saddam Hussein. I 1996 blev hærchefen afhørt af CIA, som imidlertid hurtigt afskrev ham. Øjensynlig fordi han nægtede at samarbejde med andre afhoppede eksilirakere og deres oppositionsgrupper. Alligevel fik hærchefen i 2001 besøg af den tidligere chef for CIA's Bagdadkontor Whitley Bruner, der så ham som et aktiv i Bushregeringens bestræbelser på en gang for alle at komme Saddam Hussein til livs. Hærchef usandsynlig som mellemmand Den tidligere chef for FN's våbeninspektører Scott Ritter finder det temmelig usandsynligt, at hærchefen skulle have fungeret som mellemmand for den britiske efterretningstjeneste. »Han er ikke den type, som har kontakter inde i Irak, og han er slet ikke en mand, som er i stand til at levere tekniske oplysninger af en karakter, som kan bruges af en efterretningstjeneste«, siger Scott Ritter til Politiken. Scott Ritter har selv afhørt hærchefen i 1996 efter hærchefens flugt fra Irak. Dengang fortalte hærchefen om de kemiske våbenprogrammer, han kendte til i tiden frem til 1988. »Hærchefens viden er af historisk karakter, og jeg betragter ham som en ren amatør i efterretningsmæssig sammenhæng«, siger Ritter. Hærchefen selv kan man ikke spørge. Ifølge flere presserapporter befinder han sig et eller andet sted i den rige golfstat De Forenede Arabiske Emirater, men har indtil videre undladt at give direkte lyd fra sig.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























