Dommer: Danmark bør genoptage incestsager

I norsk retshistorie går der en skillelinje. Før og efter Bjugnsagen. En mandlig pædagogmedhjælper blev i 1994 anklaget for at have forgrebet sig på institutionens børn i den lille norske by Bjugn. Psykologerne, der afhørte børnene, fik fortællinger om voldsomme sexlege og mishandling. Blev frifundet Men trods de omfattende anklager endte sagen med, at pædagogmedhjælperen blev frifundet af juryen, selv om de medicinske eksperter mente, at misbruget havde fundet sted. Der var for meget, der ikke stemte, og børnenes forklaringer virkede usandsynlige. Det fik både det norske retsvæsen og den tidligere landsdommer Trygve Lange-Nielsen til at få øjnene op. En af de afgørende ting var, at den ansete Aker Klinikken i Oslo, hvis udtalelser vejede tungt i mange retssager, fik ny viden på området. Før 1996 blev der fundet »sikre fysiske fund på overgreb« hos 30 procent af de undersøgte børn. Efter 1996 faldt tallet til 0. Trygve Lange-Nielsen, der i dag er pensioneret landsdommer og højesteretsadvokat, satte sig for at gennemgå alle domme, hvor de medicinske beviser fra Aker Klinikken kunne have haft afgørende betydning for dommen. I alt har han fået syv incestdømte frikendt. Forhekset tid Sagen fra Bjugn fik hele det norske retsvæsen til at vånde sig. Det blev til selvransagelse og medførte bl.a., at psykologer ikke længere bruges til at afhøre børn. Som Politiken skrev mandag, har den radikale Elisabeth Arnold bedt om en undersøgelse af de sidste 15 års domme i Danmark, for at finde ud af om nogen er fejlagtigt incestdømt. Men rigsadvokat Henning Fode afviser at foretage en sådan undersøgelse - han mener ikke, at nogen her i landet nogensinde er dømt på baggrund af 'genfundne erindringer'. I Norge er 22 sager blevet genoptaget. 14 er blevet frikendt, og flere sager er stadig under bedømmelse. »Hele systemet svigtede. Retssamfundet var kørt af sporet i tiden før Bjugn. Nu er vi kommet nogenlunde på skinner, men jeg mener stadig, at vi i de seneste år har haft fire-fem domfældelse af uskyldige«, siger Trygve Lange-Nielsen. Han mener, at den grundlæggende fejl var, at børns udsagn blev tillagt alt for stor vægt: »Man siger, at et barn ikke kan lyve om sådanne ting, men der er ikke tale om at lyve, men om, hvorvidt et barn er påvirkeligt eller ej. Der blev sjældent sat spørgsmålstegn ved, om de var blevet misbrugt, men for at hjælpe dem pressede man dem til at fortælle den onde 'sandhed'. De blev presset af enøjede psykologer og ukritiske politiefterforskere«. Lena Hellblom Sjögren, der er psykolog og sagkyndig i seksuelt misbrug i Sverige, deler den opfattelse. I Sverige har der været lignende sager, hvor mænd er blevet dømt på børns udsagn eller voksne kvinders genfundne erindringer om seksuelle overgreb. »Domstolene forstår ikke den påvirkning, der foregår. Man tager udgangspunkt i, at misbruget er sket, og sætter ikke spørgsmålstegn ved det. I retssalen udtaler psykologer sig, som om det er fakta, men det er klientens virkelighedsbillede, de gengiver, og det er ikke objektivt. Det, der foregår, er ren manipulation«, siger hun. Bør følge Norge Trygve Lange-Nielsen betegner det som en korstogstid, hvor hele klimaet var som forhekset i jagten på de incestanklagede. »Situationen minder meget om datidens hekseprocessor. De spørger: Kan du fortælle, hvad du har fortalt til mor, i stedet for at spørge, hvad der er sket. Kvaliteten af afhøringen var en katastrofe. Hvordan skal man modbevise anklagerne, når et lille barn siger, at far har gjort sådan og sådan. Det er en meget prekær situation«, siger han og fortsætter.»Den store forskel mellem Norge og Danmark er, at vi fik Bjugn. Vi vågnede op. I Norge er der et før og efter Bjugn. Antallet af tiltaler er halveret, og skepsis over for børns udsagn er øget«. Derfor mener Trygve Lange-Nielsen, at det er nødvendigt, at Danmark ransager sig selv. »I Danmark har man ikke haft den samme åbenhed. Jeg tror, at mange er uskyldigt dømt i Danmark, men det er nærmest umuligt at få sin sag genoptaget i Danmark«, siger han. Ligesom i Norge er der i Sverige en række sager, der er gået om, men ifølge Lena Hellblom Sjögren har der ikke været nogen diskussion af sagerne: »Troen på, at mænds overgreb mod kvinder og børn er en universalforklaring, er så stor, at det ønsker man ikke at tale om. Holdningen er: Hellere lade en uskyldig blive dømt end ti gå fri«.