»Gå ikke over åen efter vand«, hedder et gammelt mundheld. Men for et stigende antal danske statsborgere, der har forelsket sig og/eller giftet sig med en udlænding, er der gevinst ved at hoppe en tur over åen til et andet EU-land i en periode. Årsag: Udlændingelovens stramninger gør det reelt nemmere for EU-borgere end for danske statsborgere at få tilladelse til familiesammenføring. For cirka tusind par har denne omvej hidtil været Sverige. Stadig flytter hver måned et halvt hundrede par denne vej. Men det viser sig nu at være relevant for flere at boligplacere sig midlertidigt i Nordtyskland for derefter at få tilladelse til at vende tilbage til Danmark med mage - måske fordi de senere vil slå sig ned i det sydlige Danmark. Det påpeger Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC), der nu har udfærdiget en detaljeret manual i, hvordan man hopper over åen til Tyskland og tilbage til fædrelandet igen sammen med sin hjertenskær. Indtil videre har 5-10 danske par benyttet sig af det, som lederen af DRC Niels Erik Hansen kalder Slesvigløsningen. Flytter man som arbejdstager til et andet EU-land, bliver man omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed, der giver lov til at medbringe ægtefællen - uanset pågældendes statsborgerskab. I så fald skal man ikke i samme grad leve op til de danske krav om en alder på 24 år, om på forhånd at garantere at kunne forsørge sin ægtefælle, om en bolig af en særlig beskaffenhed etc. Norgemodellen Om den tyske løsning er den sidste smarte smutvej? Det tror Niels Erik Hansen ikke. Han har en sag med en dansk statsborger, der er gift med en statsborger fra Benin - danskeren har et job på hånden i Norge, og på DRC er man nu ved at undersøge, om det vil være en mulighed at vælge et kortvarigt norsk liv for via regler mellem EU og Norge at finde en vej ind i det danske samfund. »Det kan komme på tale, at vi laver en norsk køreplan, ligesom vi har gjort for Sverige og nu Slesvig. De, der flytter til Malmø for senere at få deres ægtefælle med til Danmark, har svært ved at finde job der, så det kan være en bedre løsning at tage nogle måneders arbejde på et norsk højfjeldshotel, få en god oplevelse - og så flytte til Danmark«, siger Niels Erik Hansen. I bero Hvis det lykkes både at få arbejde og bolig i Tyskland, Sverige eller et tredje land, er det som regel et spørgsmål om få måneder, før man kan flytte tilbage - og dermed etablere sig som par her i landet, fastslår Niels Erik Hansen. Lidt mindre sikkert er det, hvis man fortsat har job i Danmark, samtidig med at man opretholder bolig og opholdstilladelse i et andet EU-land. Her har Integrationsministeriet fastslået, at disse ansøgninger indtil videre stilles i bero, mens embedsmændene undersøger, om det er nødvendigt også at have et job i det andet EU-land, hvor man er i 'transit' inden tilbagevenden til Danmark. Denne administration af EU-reglerne finder Niels Erik Hansen urimelig. Han har eksempler på dansk-udenlandske par, der har måttet vente i elleve måneder på at få familiesammenføring, efter at de har etableret sig i Sverige.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























