Hashklubejer: »Det er et råddent miljø«

»Han tager ikke telefonen, hvis du ringer til ham. Du skal sende en besked først, så han ved, hvem du er«, fortæller den kilde, der skal sætte Politiken i forbindelse med en af Københavns tidligere driftige hashklubmedejere. At han ikke snakker med hvem som helst, er der mange gode grunde til, fortæller den 27-årige Mikkel, da avisen møder ham på en café i København. For han har skudt en mand i knæskallerne, fordi han skyldte ham penge. Hængt en anden ud over 6. etage, klippet fingeren af en tredje med en boltsaks og kidnappet en pige. Og så har han været medejer af en hashklub i udkanten af København og solgt så meget narkotika, at han uden at blinke med øjnene kunne fyre 40.000 kroner af på en enkelt tur i byen. Gider ikke mere Men nu er det slut. Han gider ikke mere. »Alle falder hinanden i ryggen. Det er et råddent miljø. Jeg er blevet blød. Men jeg er bange for, at fortiden indhenter mig«, fortæller Mikkel. Foran ham står en halv liter fadøl, og der ligger en pakke cigaretter. Mens han vrister en cigaret ud af pakken, lader han instinktivt blikket vandre rundt i caféen, som om han var jaget vildt. »Man skal hele tiden være på vagt. Nogle dur til det. Andre gør ikke. Man skal forstå miljøet for at kunne arbejde i det«, siger Mikkel og retter på den sorte hue, der dækker hans mørke, kortklippede hår. Ansat som stikirenddreng Selv lærte han det barske miljø at kende, da han for 10 år siden blev ansat som filipus (stikirenddreng) i en hashklub i det indre København. Her hentede han hash og stoffer fra et gemmested uden for klubben og solgte det videre til kunderne. Men lønnen var ikke noget at prale af. »Jeg tjente kun et par hundrede kroner om dagen. Det gad jeg ikke. Så efter et par år begyndte jeg at arbejde som vagt i en anden klub«, fortæller Mikkel. Hyggeligt indrettet Klubben lå i et lille kælderlokale og var indrettet med bløde sofaer, kaffemaskine, sodavandsautomat og fodboldbord. »Det var fedt. Jeg tjente mellem 1.500 og 2.000 kroner, hver gang jeg var på arbejde. Det eneste, jeg skulle gøre, var at åbne døren, når nogen ringede på, og sælge hash til dem«. Da Mikkel havde været der et år, blev han tilbudt at blive medejer i klubben. Det kostede ham et sekscifret beløb, men de var givet godt ud, fortæller han. »Efter at jeg overtog klubben, tjente jeg omkring 700.000 kroner sort om året. Klubben havde i forvejen et godt kundegrundlag. Her kom både kendte og mindre kendte mennesker fra alle samfundslag. Vi fik tit besøg af radioværter fra The Voice og kendte sportsnavne. Vi blev den lokale 7-Eleven på hjørnet«, fortæller Mikkel og griner. Hashen købt på Christiania Hashen, som Mikkel solgte i klubben, købte han på Christiania til en engrospris på 18 til 23 kroner grammet. I klubben solgte han den videre for 75 kroner grammet. »Vi gemte hashen i et kælderrum i bygningen over for klubben. Det er for risikabelt at have så mange gram liggende, dér hvor man sælger. Derfor fandt politiet aldrig noget, når der var razzia. Men det er dog sket en enkelt gang, at en betjent - der kom alene - beslaglagde den hash, vi havde i klubben. Jeg fik aldrig en kvittering, og jeg er stensikker på, at han tog det med hjem til eget forbrug«, fortæller Mikkel og tilføjer: »Politiet ryger jo også«. Hvis kunderne spurgte efter hårdere stoffer, såsom kokain, kunne han også skaffe det. Men han har aldrig solgt heroin. »Jeg er ikke dødens købmand. Det lort gider jeg ikke røre. Men der er mange penge i det, og jeg forstår godt, hvis nogen bliver fristet til at handle med det«. Skræmte vidnerne Da Mikkel blev medejer af klubben, gik salget af de små, hårde klumper som varmt brød. Derfor fik politiet øje på klubben og begyndte at overvåge den og snuppe de kunder, der havde været inde for at handle. Ved at bruge kundernes vidneudsagn i retten havde politiet beviser nok til at kunne lukke klubben. Men Mikkel havde en metode til at forhindre, at kunderne mødte op i retten. »Jeg kendte de fleste af mine kunder i klubben og vidste nogenlunde, hvor de boede. Derfor fandt jeg deres telefonnumre via De Gule Sider og inviterede kunden, der var blevet snuppet, ned i klubben til en lille, uforpligtende snak. Når han kom derned, fortalte jeg folkene i klubben, at han var stikker. Jeg kunne aldrig finde på at gøre ham noget. Jeg ville bare skræmme ham, så han ikke dukkede op i retten. Hvis han ikke dukker op i retten, bliver der ingen sag«, forklarer Mikkel og slår ud med armene. Har drejet nøglen rundt Efter 10 år i miljøet er han træt. Træt af stoffer. Træt af at være på vagt hele tiden. Træt af det rådne miljø. Derfor drejede han for et par måneder siden nøglen om på hashklubben. »Når jeg tænker tilbage på mit liv og alle de penge, jeg har brændt af, så spørger jeg mig selv, hvad jeg fik ud af det. Jeg har ikke fået en skid ud af det. Men jeg kan ikke gøre det om«. Mikkel er et opdigtet navn. Redaktionen kender hans rigtige navn.