Nu skal pengene findes til en bro over Femern Bælt, og det skal være lettere for danske og tyske arbejdere at krydse grænsen mellem Sønderjylland og den nordligste tyske delstat Slesvig-Holsten. Desuden vil de to lande i fællesskab opføre vindmølleparker i Nordsøen og Østersøen. Det var de vigtigste politiske beslutninger på det dansk-tyske topmøde på Sønderborg Slot. Mærkedag Her fejrede statsminister Anders Fogh Rasmussen og den tyske kansler Gerhard Schröder 50-året for de historiske garantier, der sikrer de to landes mindretal nødvendige politiske og kulturelle rettigheder. Men 'kongen af Als', Danfoss' administrerende direktør, Jørgen Mads Clausen, sad med på første række. Efter de officielle taler gik han hen til den tyske kansler for at fremføre sit ønske: at lette mulighederne for, at folk i højere grad kan arbejde på tværs af den dansk-tyske grænse. Ønsket blev til virkelighed mindre end en time senere, da Fogh på en pressekonference sagde, at han og Schröder var blevet enige om hver at udpege en personlig repræsentant, der skal kortlægge problemet og foreslå en løsning, der kan fremme mobiliteten i regionen. Ellemann-Jensen repræsenterer Danmark Politiken erfarer, at den danske repræsentant bliver den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Jørgen Mads Clausen siger til Politiken, at festlighederne i anledning af 50-året for underskrivelsen af Bonn-København-erklæringerne om de to landes nationale mindretal burde bruges til at se fremad og anlægge en ny dimension i samarbejdet. »Det er jo helt uforståeligt, at der skal være 17 procents arbejdsløshed i Flensborg og kun 5 procents i Padborg eller andre steder i Sønderjylland. Folk finder det besværligt at arbejde på tværs af grænsen. Vi må slå et slag for, at den mentalitet bliver ændret«. Dansk mindretal Det uofficielle hovedspørgsmål på topmødet var vilkårene for det danske mindretal syd for grænsen. Det er kommet voldsomt i klemme, efter at det tidligere på måneden mislykkedes at danne en socialdemokratisk-grøn mindretalsregering med støtte fra det dansk-frisiske mindretalsparti SSW. Peter Harry Carstensen, den ledende CDU-politiker, der formentlig om kort tid vælges til ministerpræsident i Slesvig-Holsten, har ikke glemt, at SSW ikke ville støtte ham. Han sagde til Politiken, at SSW nyder særlige privilegier, og at det også giver partiet et særligt ansvar. Han mener dog ikke, at mindretalsrettighederne skal sættes på spil. Pas på ophedet debat Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde til Politiken, at ånden i Bonn-København-erklæringerne er, at mindretallene har lige rettigheder. »De skal jo netop stå deres prøve i en politisk lidt tilspidset situation. Jeg håber, at den lidt ophedede debat ikke på nogen måde ødelægger det gode forhold mellem Danmark og Tyskland. Det tror jeg heller ikke, at den gør«, sagde han og tilføjede, at han havde talt med Carstensen om sagen. Den tyske kansler kaldte direkte SSW's holdning for »et demokratisk fremskridt og udtryk for et levende demokrati«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























