Imam: Kriminaliteten er forældrenes ansvar

Mange af de unge ansigter, som i løbet af ugen har lagt blomster ud for Café Rust, var der. De var kommet til moskeen i Det islamiske Trossamfund på Dortheavej på ydre Nørrebro for at sige farvel til deres ven - den 24-årige Ammar Hasan, som sidste lørdag blev skudt foran Café Rust. Nu var det tid til at mindes - og til at lytte til imamens prædiken. I lange lige rækker sad de sammen med de andre mænd og drenge, som var mødt op til den almindelige fredagsbøn. Kvinderne sad i en bygning ved siden af. Unge mænd i kø Det var tydeligt, at denne fredagsbøn var ud over det sædvanlige. Moskeen var så fyldt, at man var nødt til at åbne dørene, så folk kunne sidde udenfor i den tilstødende gård på nogle tæpper og følge med. Men ikke engang det var nok. Køen af primært unge mænd fortsatte helt ud på gaden. Mere end 1.000 mennesker var til stede. Familien og de nærmeste venner sad rundt om den hvide kiste. Den var placeret i et lille aflangt lokale ved siden af det store rum, hvor de fleste var forsamlede, og hvor imamen holdt sin prædiken. Under den én time lange ceremoni var der ikke en, som sagde et ord. Alle hørte på imamen - Abu Laban. Han var iført en lang hvid kjortel og talte dunder fra sin prædikestol. Jo, det gjorde også ondt på ham, når et ungt menneske døde. Men det, som var sket på Nørrebro, var ikke god reklame for islam, forkyndte han. Endnu engang havde pressen kunnet skabe dårlige historier om kriminelle, unge muslimske indvandrere. 'Alle børn er uskyldige' »Før I skyder skylden på nogle andre, så kik på jer selv«, sagde han med sin høje hæse stemme og understregede, at alle i moskeen har et medansvar for problemerne med kriminalitet. »Alle børn er uskyldige. Alle babyer bliver født rene. Det er ikke samfundets skyld, at de bliver kriminelle. Lad være med at skyde skylden over på folkeskolen eller samfundet. Som far har man et ansvar, ligesom man har det som mor«, sagde han. »Lad os gøre vores hjemmearbejde ordentligt. Lad være med at gå ned i kiosken og arbejde fra klokken 8 om morgenen til 12 om aftenen. Jeres børn venter på jer«, sagde han. Ingen fortrak en mine. Og ingen protesterede. Ud over imamens stemme var der tavshed. Skudt under overfald Ammar Hasan blev skudt på Café Rust på Nørrebro sidste lørdag, da han ifølge politiet overfaldt caféens dørmand sammen med seks-syv andre. Ved episoden blev hans ældre bror såret. Han blev sigtet af politiet for vold mod dørmanden, men blev mandag aften hentet ud af sin seng på Rigshospitalet af syv-otte hætteklædte mænd. Op til fredagsbønnen havde der svirret rygter om, at han ville møde op til sin brors begravelse, men han viste sig ikke. Kiste uden blomster Et par timer inden fredagsbønnen var en ganske almindelig sort rustvogn kørt op foran moskeen. Den hvide trækiste med den dræbte Ammar Hasan var helt bar - uden nogle blomster. I et aflukket rum, hvor ikke engang familien havde adgang, gik tre mand fra trossamfundet i gang med at vaske det nøgne lig efter muslimsk tradition. Først blev hovedet vasket, fortalte en af de tilstedeværende bagefter, og derefter bevægede de sig ned mod fødderne. Så blev den afdøde tørret og fik et klæde om underlivet, og han fik sprøjtet lidt parfume på sig. Derefter blev han rullet ind i et stykke hvidt stof, der holdt hovedet fri. Så blev han lagt tilbage i kisten på højre side med hovedet vendt mod Mekka. Selv om fredagsbønnen først skulle begynde omkring klokken 14, begyndte Ammar Hasans venner at komme til moskeen allerede ved 12-13 tiden. Mange af dem viser sig ikke normalt i moskeen, og derfor benyttede trossamfundet muligheden for at komme i kontakt med dem. Inden i moskeen talte en repræsentant for trossamfundet på arabisk om betydningen af at være en god muslim. Moskeen er i virkeligheden en gammel lagerhal, hvor der nu er lagt orientalske tæpper på gulvet og banket træpaneler op på væggene. Kisten med Ammar Hassans lig var efter afvaskningen blevet stillet ind i det lille rum i moskeen. Låget var taget af, så hans familie og venner kunne kysse ham på panden og tage afsked. Da Abu Laban senere under ceremonien var færdig med sin prædiken - hvis første del var på arabisk, og anden del på engelsk - bad han den sædvanlige fredagsbøn, hvor alle knælede. Derefter var der en kort pause, og Ammar Hassans kiste blev båret fra det lille rum, hvor familien og de nærmeste venner havde siddet, ind i det store rum, hvor de fleste var forsamlet. Udenfor stod andre venner i store flokke og småsnakkede. De havde ikke fulgt fredagsbønnen, indtil en mand kom løbende ud og råbte: »Nu begynder begravelsen, vi skal bede for Ammar«. Og så blev der med ét også stille udenfor. De mange mænd stillede sig på lange lige rækker og bøjede hovederne. Kort ceremoni Selve begravelsesceremonien indenfor var ganske kort og bestod mest af en bøn, hvor råbet Allah akhbar - Allah er stor - lød flere gange. Derefter var der en skramlen med mikrofonen. »Hvis Ammar skyldte nogen af de tilstedeværende penge, så kom venligst op, så familien kan notere gælden og betale pengene tilbage«, sagde et familiemedlem. Men i trængslen var det ikke muligt at se den mand, som holdt mikrofonen. Abu Laban sagde efterfølgende, at to af den dræbtes brødre havde været til stede ved ceremonien. Mens nogle rejste sig for at gå ud, gik dem, der havde kendt ham, hen til kisten for at sige farvel en sidste gang. Så mange ville sige farvel, at der til sidst opstod tumult. Alle masede for at komme hen til kisten. De fleste af dem var unge mænd, men der var flere, som lignede familiefædre. Fulgte efter kisten En repræsentant for trossamfundet måtte under larm og råb gribe mikrofonen og bede folk om at trække sig tilbage. Da der igen var faldet ro på, blev låget lagt på, kisten blev båret på hænder ud til rustvognen. Senere måtte kisten dog bringes tilbage igen, fordi låget ikke var sat ordentlig fast til flyveturen til Jordan. En halv time senere blev kisten, nu klædt i et turkisgrønt klæde, endnu engang båret til den ventende rustvogn af otte-ti mænd. Derefter kørte vognen gennem folkemængden udenfor og forsvandt mod lufthavnen. Ammar Hassans nærmeste venner, som hele tiden havde holdt sig tæt ved kisten, sprang ind i deres biler og kørte efter i rasende fart.