Borgere: Nørrebro er bedre end sit rygte

»Jeg vil ikke finde mig i det. Det vil jeg simpelt hen ikke«. Kaja Bruun har rejst sig op. Knebet øjnene sammen og bøjet sig let fremover. Med 25 år på bagen som beboer på Nørrebro har hun et budskab, der skal ud. Og det kommer det - med en styrke, der nærmest overflødiggør mikrofonen. Medierne forstørre konflikten »Min søn skal ikke vokse op og blive bange for det kvarter, han bor i, fordi medierne forstørrer konflikten på Nørrebro. Fordi formiddagsbladene bringer efterlysninger fra Nørrebro på spisesedler. Det må være rigeligt, at vi er uenige om Brøndby og FCK. Vi behøver ikke medierne til at skabe mere frygt«. Og så kommer aftenens første bifald fra de omkring 50 mennesker, der sidder rundt om på cafébordene i Medborgerhuset Blågården. Kaja Bruun har nemlig ramt et at de vigtigste temaer ved aftenens debatmøde om situationen på Nørrebro. For godt nok har arrangøren, DR's Københavns Radio, netop indkaldt til debat på grund af mordet foran Café Rust forrige lørdag. Og godt nok indleder ordstyreren, journalist Christian Høy-Nielsen, med at konstatere, at »noget må være helt galt« på Nørrebro. Ikke værre end andre steder Men hovedparten af tilskuerne synes ikke, der er noget helt galt på Nørrebro. Jo, der er problemer - men ikke være end mange andre steder, lyder det igen og igen. »Man skulle tro, at situationen nu er værre end nogensinde før. Men faktisk er antallet af sigtelser af unge under 18 år blevet halveret fra 2000 til 2004«, siger Bente Møller, teamchef for en lokal socialforvaltning. »Der har været nogle mord hist og pist, men situationen kan ikke sammenlignes med den hede sommer i 1997, hvor bydelen nærmest gik amok i en blodrus. Det er altså ikke Los Angeles«, siger uddannelsesborgmester Per Bregengaard (Enh). Ikke en chance Bent Erik Krøyer, leder af Blågårdens Medborgerhus: »Hver gang noget sker, er Nørrebro det uroligste sted i verden«. En anden beboer, Martin, er dog glad for mediernes rolle: »Tænk på alle problemerne ude verden, der ikke bliver løst, fordi medierne ikke fokuserer på dem«. Ifølge børnehavepædagog Fatima er hovedproblemet, at danske uddannelsesinstitutioner ikke giver unge med anden etnisk baggrund en chance: »Mine sønner fik allerede i 1. G at vide fra gymnasiet, at de ikke kunne klare det. Hvad skal de gøre, hvis de føler sig danske, men aldrig får en chance for at komme inden for?«.