Jagt på den kolde krig ved Grubbe Mølle

Gårdejer og møller, 73-årige Niels Erik Jervelund kender til punkt og prikke til historien om sit fødehjem, som han har drevet sammen med sin kone, Kirsten, 66, siden 1960, da parret overtog den efter hans forældre. Og han fortæller altid gerne og detaljeret om familiens ejendom, Grubbe Mølle. Nu kan Niels Erik Jervelund føje et nyt afsnit til sine fortællinger om ejendommens historie. Et afsnit, som de aldrig før i går formiddags havde forestillet sig skulle knyttes til stedet med de fredede bindingsværksbygninger, som gemmer sig bag høje løvtræer ved Horne Mølleå nær landsbyen Millinge og på den vestlige kant af Svanninge Bakker. Mødested for polsk efterretningstjeneste Fynsk landsbyidyl i bedste Morten Korch-stil, hvor tiden er gået sin uforstyrrede gang, og alle kender hverandre, og hvor forestillingerne om hat og blå briller hører til et hvilket som helst andet sted. Og da først og fremmest på film. Men der foregik ting og sager lige uden for døren ved Grubbe Mølle, som hverken Kirsten eller Niels Erik har kunnet forestille sig. Eller på nogen måde haft mistanke om. Lokaliteten er nemlig detaljeret beskrevet, fotograferet og kortlagt af den polske efterretningstjeneste, som under den kolde krig sammen med de øvrige Warszawalande arbejdede systematisk på dansk jord for at indhente oplysninger om Danmark. Det blev gjort med såkaldte døde postkasser og depoter, hvor der blev udvekslet informationer. Ét af stederne var Grubbe Mølle, afsløres det i den netop offentliggjorte udredning om dansk sikkerhedspolitik, som er udarbejdet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Ingen mystik Både Kirsten og Niels Erik var helt uforberedte, da Politiken i går mødte op og spurgte, om de nogen sinde fra slutningen af 1960'erne og fremefter til Murens fald havde oplevet mystisk færden omkring Grubbe Mølle. Det havde de ikke. Da de ser dokumentationen og beskrivelser fra den polske efterretningstjenestes arkiver, er de ikke i tvivl om, hvilket sted på ejendommen de polske spioner har udvekslet materiale. I arkivmaterialet beskrives, at »materiale« skal placeres i en kasse, der er sikret mod korrosion, som skal graves ned i en dybde af 0,5 meter mellem betonpælen, der understøtter en gammel transmissionsakse med et drivhjul, og selve møllens stenfundament. »Det er bedst at foretage ned- eller opgravningsoperationer ved daggry. Det nødvendige tidsrum til udførelse af operationen inklusive camouflering er 20-30 minutter«, dikterer den polske efterretningstjeneste. »De må have kendt vores rytme, for tidligt om morgenen arbejdede vi i kostalden, der ligger væk fra møllen«, resignerer Niels Erik. Den polske karl Udstyret med skovle, spader og spyd går vi i gang med gravearbejdet, og konstaterer, at fundamentstenene, der omkranser møllen, er fjernet på nøjagtig det beskrevne sted, og jorden er blød og porøs. »Ja, her er der i sin tid blevet gravet«, konstaterer Niels Erik. Og han og Kirsten kommer i tanke om, at der har været polske arbejdere på egnen under den kolde krig, og at de selv havde en polsk karl, Romuald, i et halvt år tilbage i 1978, som var flink og villig og hørte polsk radio, som han selv havde fikset antennerne til. Og så kørte han en del rundt på Fyn. »Man kan jo aldrig vide«, smiler de.