En undersøgelseskommission under FN er i gang med at kulegrave 142 danske virksomheder, der har solgt varer eller tjenesteydelser til det olie for mad-program, der fra 1996-2003 skulle gøre hverdagen lettere for den irakiske befolkning. De 142 virksomheder fremgår af en liste fra Erhvervs- og Byggestyrelsen, der formidlede kontakten mellem de danske virksomheder og FN-systemet. I alt blev der solgt danske varer for 2,3 mia. kr. under olie for mad-programmet, og FN har mistanke om, at flere af kontrakterne kun kom i hus, fordi der blev betalt klækkelige beløb under bordet. Det er afsløringen af omfattende svindel med FN-programmet, der har fået FN's undersøgelseskommission til at bede samtlige 142 danske virksomheder om at redegøre for deres handel med Irak. Den danske industrigigant Grundfos har allerede indrømmet over for FN, at to medarbejdere har betalt bestikkelse til irakiske embedsfolk, men mange af virksomhederne på listen har endnu ikke hørt fra FN. Efter dansk lov risikerer de to medarbejdere op til tre års fængsel. Afviser bestikkelse Politiken har kontaktet en række af de virksomheder, som står på listen, deriblandt store koncerner som Novo Nordisk, Lundbeck og FLSmidth. Kun et fåtal af dem havde hørt fra FN. Men alle de virksomheder, Politiken kontaktede, afviste kategorisk at have betalt bestikkelse. »Vi har undersøgt sagen grundigt og har meddelt FN, at vi ikke er involveret i ufine aktiviteter. Nu afventer vi, at sagen behandles færdig, og vi forventer klart, at det ikke får konsekvenser«, siger Lundbecks koncernchef, Stig Løkke Pedersen, der oplyser, at Lundbeck kun har solgt »små mængder medicin« via FN-programmet. Medicinalgiganten Novo Nordisk solgte fra 1996-2003 insulin til Irak for 300-350 mio. kr., men har ikke fået nogen henvendelse fra FN. »Vi ved ikke, om vi er genstand for en officiel undersøgelse, men det er en klar del af vores juridiske politik, at man skal afholde sig fra bestikkelse af offentlige myndighedspersoner«, siger informationschef Mike Rulis. Næsten enslydende meldinger kommer FLSmidth. Her siger informationschef Torben Seemann Hansen, at FN skal være »hjertelig velkommen«: »Da sagen dukkede op første gang i Saddam Husseins tid, gennemgik vi alle ordrer og leverancer for at se, om noget kunne være angribeligt, og fandt ikke nogen uregelmæssigheder. Vi har helt rent mel i posen«. Ikke under mistanke I Dansk Industri blev chefkonsulent Marianne Castenskiold kimet ned af virksomheder, der var med på listen. Hun understreger, at de virksomheder, FN har kig på, ikke er under mistanke. »Der har været vild forvirring over det her. Fakta er, at FN skriver til alle virksomheder, der har været med i programmet. Og det ville undre mig meget, hvis mange danske virksomheder har betalt bestikkelse«, siger Marianne Castenskiold. Erhvervs- og Byggestyrelsen, der formidlede ansøgningerne til FN, har ikke selv været inde at kontrollere, om der er foregået noget ulovligt. »Vi hjalp blot virksomhederne med at få formalia i orden. Det er FN, der har nedsat en kommission, som undersøger sagen. Vi afventer og ser, hvad der kommer ud af undersøgelsen«, siger kontorchef Søren Hellener.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























