Strafferetsekspert: Terrorlovgivningen er for vag

Er det et fældende bevis, når politiet kan fremvise opskrifter på hjemmelavede bomber, som det er tilfældet i sagen mod dansk-marrokaneren Said Mansour, der som den første herhjemme er fængslet efter paragraf 114 b for at fremme terrorisme? Ikke nødvendigvis, siger docent i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard: »Det er jo ikke i sig selv ulovligt at fortælle andre, hvordan man laver en bombe. Det er derimod ulovligt at opfordre dem til at tage den med ned i metroen eller smide den mod danske soldater. I de konkrete sager må man så tage stilling til, hvad de anklagede har været ude på«. Ifølge Jørn Vestergaard er det helt afgørende problem med sigtelser inden for både terror- og racismelovgivningen, at paragrafferne er for vage og ubestemte i deres formuleringer. Svært for anklagerne Konsekvensen er, at de er for svære at arbejde med for anklagerne: »Man kunne tro, at det er en fordel at have meget vidtgående, brede lovbestemmelser, men det er det absolut ikke. I virkelighedens verden betyder det, at anklagemyndigheden kommer på hårdt arbejde for at stable en holdbar sag på benene«. Men hvorfor er det helt præcis ikke godt at favne bredt - så har man vel bedre mulighed for at fange forbryderne?

»Når paragrafferne ikke er skarpe nok i kanten, kommer politi og anklager let på glatis. Sagerne er jo ikke særligt oplagte - ellers havde det nok ikke taget så længe at tage stilling til dem - og så risikerer man, at domstolene frifinder på grund af tvivl om lovgivningens rækkevidde. Det svarer - med et lidt simpelt eksempel - til, at der i våbenloven alene stod, 'det er ulovligt at bære farlige våben'. Hvad så med baseballkøller og køkkenknive? Der er nødt til at være en klar afgrænsning af, hvilke våben, der er ulovlige - både af hensyn til retssikkerheden og retshåndhævelsen«, forklarer Jørgen Vestergaard. Frygter nederlag i retten At terrorlovgivningen først tre år efter dens vedtagelse er taget i brug, skyldes netop dens vage formuleringer. Anklagemyndighederne har holdt sig tilbage med at rejse tiltale, fordi man vil undgå at tabe: »Formålet med både racisme- og terrorparagrafferne er, at man gerne vil have renset ud i de værste offentlige udtalelser. Et nederlag i retten vil være slemt, for så vil der for alvor være åbnet for sluserne. En masse tosser ville under påberåbelse af ytringsfriheden pludselig kunne fremture med voldsforherligende udtalelser«, siger han og påpeger, at sager om ytringsfrihed er meget svære for anklagerne. Den anklagede vil altid - som det har været tilfældet i alle racismesagerne, og som det er tilfældet i den aktuelle sag mod Said Mansour - kunne påberåbe sig, at det sagte eller skrevne 'ikke skulle forstås sådan'. Opfordring eller vrøvl »Dybest set handler det ikke så meget om grænserne for ytringsfriheden. Det store problem er at få afklaret, hvad manden mener med det, han har sagt eller skrevet. Er det noget, der er egnet til, at andre tager det som en opfordring til at tage ned og slå danske soldater ihjel i Irak - eller er det 'bare' uforpligtende retorik, vag symbolik eller simpelthen noget vrøvl?«, spørger Jørn Vestergaard retorisk. Netop argumentet med, at det sagte eller skrevne er ment symbolsk, blev brugt af Fadi Abdullatif, da han stod anklaget i henhold til racismeparagraffen for at have stået bag løbesedler om jøder med teksten, »dræb dem, hvor end I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer«. Også Kaj Vilhelmsen fra Radio Holger sagde, at hans udtalelser om at »fordrive« eller »udrydde« »muhamedanere« var ment i overført betydning. Begge sager endte med domfældelser, og begge sager kunne ifølge Jørn Vestergaard eventuelt have været ført i henhold til terrorparagraffen. Grunden til, at de ikke blev det, er især, mener Jørn Vestergaard, at racismeparagraffen trods alt er »lidt skarpere i kanten« - og derfor et mere solidt afsæt for anklageren.