Danmark er verdensmester i lighed

Danmark er fortsat et af verdens mest lige samfund. Selv ikke det socialdemokratiske Sverige kan følge med danskerne, hvis det gælder om at mindske forskellene mellem rig og fattig. Sådan har det været i mange år i Danmark, og sådan er det fortsat. Det viser de nøgne tal, som både Finansministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er enige om. Der er dog blevet større ulighed de seneste 10 år. Ulighed under Nyrup Men de kolde tal viser, at det var under statsminister Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regeringer fra 1995 til 2000, at uligheden for alvor voksede mellem de rigeste og de fattigste i Danmark. Afstanden mellem rige og fattige er derimod ikke vokset fra 2000 til 2003, og den er kun steget en ganske lille smule, siden den liberale Anders Fogh Rasmussen (V) rykkede ind i Statsministeriet i 2001. Det viser de seneste og nyeste tal fra Finansministeriet. Det lyder som den omvendte verden af den, politikerne normalt beskriver for danskerne, og hvordan kan det mon være? Høje boligpriser Spørger man økonomerne i Finansministeriet og deres kolleger i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, får man heldigt nok det samme svar: De større forskelle fra 1995 til 2000 kan »næsten udelukkende« forklares med, at prisen på boliger er steget, og at kursen på aktier steg i den periode og dermed gjorde aktieejerne rigere, forklarer Finansministeriets økonomer i den seneste samlede oversigt over fordelingen af goderne i samfundet, 'Fordeling og Incitamenter' fra sidste år. Samme forklaring giver økonom Mikkel Baadsgaard fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Huspriser skaber kløfter »Det var stigningen i ejendomsværdierne og i værdien af aktier, der drev udviklingen i 1990'erne«, siger han. Og hvad er det så, der driver boligpriser og aktiekurser? »Det er jo i høj grad konjunkturerne«. Altså: Går det godt med landets økonomi, så virksomhederne tjener flere penge, flere folk kommer i arbejde, boligpriserne stiger, og boligejerne og aktieejerne bliver rigere, og de fleste bliver glade over, at det går godt, ja, så bliver forskellen på dem, der tjener meget, og dem, der ikke tjener så meget, også større. Gevinsten på boligmarkedet - stigningen i huspriserne - regnes nemlig med som en del af borgernes indtægt. Forskellen er siden 1983 blevet målt i den såkaldte gini-koefficient, som er et tal mellem 0 og 100. Lavt tal er stor lighed. Højt tal er stor ulighed. I Danmark var gini-koefficienten i 2000 lavere end i noget andet nordisk eller vesteuropæisk land og langt mindre end i USA, viser en opgørelse fra de vestlige landes samarbejdsorganisation OECD. Den nye ulighed Næsten alle danskere har fået flere penge mellem hænderne i de sidste 10 år. Men nogle har som sagt været heldigere eller dygtigere end andre. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har ud fra Finansministeriets tal beregnet, at de 10 procent fattigste danskere mellem 25 og 59 år tabte 300 kroner om året fra 1995 til 2003. Langt bedre gik det for de 10 procent rigeste, hvor de fleste havde egen bolig og nogle aktier i bankboksen. De 10 procent, der tjente mest, havde 64.400 kroner mere til rådighed i 2003 end i 1995. Vækst skabte ulighed Den større ulighed skete som sagt først og fremmest, mens socialdemokraterne og de radikale havde regeringsmagten - og først og fremmest på grund af, at der var vækst og fremgang i Danmark. Da først it-boblen brast, og terroristerne derpå slog til i USA 11. september 2001, stoppede den økonomiske fremgang. Og uligheden holdt op med at vokse i Danmark. Spørgsmålet er så, hvordan det kommer til at gå i de kommende år. Og her er der en risiko for, at nogle af borgerne i Danmark bliver tabt, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Og det samme gør regeringen i øvrigt. »Hvis vi ikke får løftet den gruppe af unge, der aldrig får en uddannelse, så vil det give større ulighed«, siger Mikkel Baadsgaard fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Flere fattige studerende Han har også set på, hvordan den gruppe, der udgør de 10 procent fattigste i Danmark, har udviklet sig fra 1995 til 2003: Der er blevet flere studerende i gruppen, så de nu udgør 21 procent af gruppen mod kun 14 procent i 1995. »Men det er jo ikke et problem. Det er tværtimod en del af løsningen, at der bliver flere studerende«. Og de studerende henter som regel det tabte ind på et senere tidspunkt, når de går ud til gode job. Indvandrere hænger fast Værre ser det ud for en anden gruppe blandt de fattigste 10 procent. Andelen af indvandrere fra mindre udviklede lande er steget fra 12 procent i 1995 til 18 procent i 2003. »Det er et tydeligt bevis for, at der er behov for at forbedre integrationen af indvandrere på arbejdsmarkedet. Det er en meget stor udfordring«, siger Mikkel Baadsgaard.