Hun var Mærsks talerør og trofaste støtte

»Fru Ulla Henriksen er i Taarbæk Kirken blevet viet til Hr. Arnold Mærsk Møller, Søn af Skibsreder A.P. Møller, Hellerup«. Selv om Villabyernes Blad kludrede i navnet, da Emma Marie Neergaard Rasmussen 22. maj 1940 blev gift med skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller, slog det ikke skår i den ægteskabelige lykke. Tværtimod var Emma Mc-Kinney Møller, som hun kom til at hedde ved brylluppet, sin mand en trofast støtte igennem samfulde de 65 år, parret var gift. Holdt skansen hjemme Mens Mærsk Mc-Kinney Møller erobrede verden, holdt Emma skansen derhjemme. Men hun gjorde mere end at opfostre parrets tre døtre, Leise, Kirsten og Ane og konversere med de talrige gæster, manden inviterede hjem. Emma Mc-Kinney Møller var både en vigtig sparringpartner og rådgiver for Mærsk Mc-Kinney Møller, og så udfyldte hun en vigtig funktion som skibsrederens talerør. Emma Marie Neergaard Rasmussen blev født 8. juli 1913 og var fem dage ældre end Mærsk Mc-Kinney Møller. Som datter af entreprenør Niels Rasmussen, der var medejer af entreprenørfirmaet Rasmussen & Schiøtz, lærte hun Mærsk Mc-Kinney Møller at kende allerede i skoletiden på Øregaard Gymnasium. Mærsk faldt for den livlige Emma Her kom hun i Mærsk Mc-Kinney Møllers klasse, fordi hun efter eget udsagn blev smidt ud fra pigeskolen på Aurehøj Gymnasium, fordi hun var til »fest og ballade«. Mens Mærsk Mc-Kinney Møller faldt pladask for den livlige Emma, har hun selv betegnet forholdet til den lidt stive - i dag ville man sige 'nørdede' - Mærsk som »et skolesværmeri - måske mest fra min mands side«: »En pige på seksten år føler sig vist altid mere moden end de jævnaldrende drenge. Vi blev realister, rejste begge to til udlandet for at lære sprog og mistede helt kontakten«, har hun fortalt. Utilfreds svigermor Som 22-årig blev Emma i 1935 gift med den ti år ældre advokat Preben Knud Wissing Henriksen. Parret flyttede til Odense, hvor Henriksen blev landsretssagfører og drev eget advokatfirma med særlig ekspertise i 'Energisk og hurtig Handelsincasso', som det hed i hans annoncer. Ægteskabet holdt i mindre end fem år - indtil Emma og Mærsk mødtes tilfældigt. Han var i Odense for at besøge faderens skibsværft, Odense Staalskibsværft, og indlogerede sig ofte på det statelige Grand Hotel. »[...] i løbet af meget kort tid fandt [vi] ud af, at det kunne slet ikke være anderledes«, har Emma Mc-Kinney Møller forklaret. I begyndelsen af 1940 blev Emma skilt fra sin daværende mand, og få måneder senere blev hun viet til Mærsk. Et bryllup, som ikke huede Emma Mc-Kinney Møllers svigermor: »Min svigermor var så ked af, at det var mig, han tog. Jeg var ikke så dydig«, som Emma har forklaret. Til USA fem dage efter bryllup Fem dage efter brylluppet rejste parret til USA, hvor Mærsk som nyslået partner i firmaet skulle styre A.P. Møllers flåde gennem Anden Verdenskrig. Det var en krævende tid, og det nygifte par stod alene om mange store beslutninger. Efter krigen vendte parret tilbage til Danmark og en plads i skyggen af A.P. Møller, der frem til sin død i 1965 ledede rederiet i enevældig stil. Hvis Mærsk Mc-Kinney Møller havde været en travl mand før faderens død, blev han om muligt endnu mere arbejdsramt, da han selv overtog ledelsen. Emma Mc-Kinney Møller har aldrig lagt skjul på, at hun ofte har følt sig som sømandsenke. »Jeg har været gift med min mand og fulgt rederiet i fyrre år og set, hvor hårdt der arbejdes, også om aftenen, hvor alle de grønne, blå og gule mapper bliver slæbt med hjem. [...] For min mands vedkommende har det vist været 80 procent til firmaet og 20 procent til os«. Skarp pen Mens Mærsk Mc-Kinney Møller altid har været tilbageholdende med at give interview, benyttede fru Møller ofte aviserne til at få givet udtryk for frustrationer over pressens behandling af hendes mand. På den måde fungerede hun som skibsrederens talerør. De ting, han ikke kunne sige, fik han luft for igennem hustruen. Et markant eksempel var den bitre debat om Nordsøolien, hvor Emma Mc-Kinney Møller flere gange kom sin mand til undsætning, bl.a. i et læserbrev til Berlingske Tidende i 1980: »Jeg tror aldrig, min svigerfar A.P. Møller havde sørget for, at dansk undergrund var forblevet på danske hænder, hvis han havde vidst, hvilken hetz der bliver ført mod rederiet A.P. Møller og mod min mand Mærsk Mc-Kinney Møller«, skrev hun og fortsatte: »Når jeg tænker på alle de dygtige mennesker, der arbejder både hårdt og til sene timer for, at rederiet kan gå så godt som muligt og tjene så meget valuta som muligt, og på alle de hustruer, der lige som jeg selv gang på gang må være alene, fordi manden skal gøre forretninger i udlandet, er det frygtelig frustrerende og meget skuffende ustandseligt at læse om alle de negative ting, der næsten altid skrives om A.P. Møller«. Læserbrevet var kun en lille forsmag på Emma Mc-Kinney Møllers opsparede frustrationer. Fem dage efter læserbrevet lød forsiden på Berlingske Tidende: 'Jeg hader den olie'. På første række Kritikken af Amaliehaven fik også Emma Mc-Kinney Møller til at fatte pennen. Og igen fik Politiken tørt på. Bladet havde nemlig formastet sig til at skrive, at der var cypresser i parken. »Det er jo en gave fra A.P. Møller, og så skal den kanøfles. Og man udtaler sig, inden den overhovedet er færdig, og at nogen udenforstående har set den rigtigt, da der jo ikke er adgang for uvedkommende. Til Deres orientering findes der ingen cypresser, og alt er holdt i natursten - altså ikke i beton«, skrev hun. I de senere år har der været mere stille om Emma Mc-Kinney Møller og skibsrederen har ofte optrådt solo til officielle arrangementer. Én fremtræden holdt hun dog fast i. Nemlig deltagelsen ved generalforsamlingen i Danmarks største virksomhed. Sammen med de tre døtre indtog hun hvert år første række. Også ved den seneste, hvor generalforsamlingen blev udskudt, indtil Emma Mc-Kinney Møllers vogn nåede igennem den tætte trafik. Det skulle blive sidste gang en tydelig hengiven Mærsk Mc-Kinney Møller kørte sin gigtplagede hustru ind til generalforsamlingen i rullestol.