Hver tredje af de personer, som Københavns Politis Task Force Pusherstreet, (TFP), standser på eller i gaderne omkring Christiania bliver sigtet for besiddelse eller salg af hash. Det viser en opgørelse over de 1.976 kontakter, som TFP har haft med folk i området, siden specialstyrken blev dannet og sat ind 1. september sidste år, og det er en forøgelse af sigtelserne på godt 23 procent i forhold til tidligere, siger vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen, der er leder af TFP. »Når vi kommer med en task force, som skal udføre en målrettet opgave, så vil det naturligvis give væsentlig flere sigtelser. Men jeg synes også, at folk skal vide, at der er en øget risiko for at blive taget for noget kriminelt, hvis man bevæger sig ud i gaderne omkring Christiania med hash på lommen«, siger han.
LÆS OGSÅ Politiet trækker pistolerne på Christiania
Resultatet er under alle omstændigheder et skridt på vejen mod målet om at standse den åbenlyse hashhandel i Pusher Street på Christiania, som politikerne i Folketinget pålagde Københavns Politi sidste år.
»Vores strategi er at gå efter både køber, sælger og leverandør. Når vi går efter køberne, understøtter det også vores samlede mål, som er at ramme dem derinde, som tjener på hashen«, siger Poul Kjeldsen.
Overdreven magtanvendelse
Siden 1. september og frem til årsskiftet er 504 personer sigtet for besiddelse af hash, mens 26 personer, 530 i alt, er sigtet for salg.
Ifølge politiets opgørelse er den typiske sigtede en mand – kun 14 var kvinder – der er mellem 18 og 30 år med dansk statsborgerskab og i de fleste tilfælde med bopæl uden for Københavns Kommune.
I hovedparten af sagerne om besiddelse havde de sigtede mindre end 10 gram hash på sig, hvilket i førstegangstilfælde typisk medfører en bøde på 2.000 kroner, fordi enhver besiddelse af hash er ulovlig i Danmark. Vicepolitiinspektøren fremhæver, at en væsentlig del af TFP’s strategi ud over patruljeringen i området er dialog om politiets mål og metoder med både christianitter og almindelige beboere på Christianshavn. Det foregår i Christianshavns Lokaludvalg og i et dialogforum, hvor blandt andet politiet, kommunen og Fonden Fristaden Christiania deltager. Men formanden for Christianiafonden, Joram Suszkewic, kritiserer, at politiets indsats i gaderne ikke ligner et forsøg på dialog. »Folk føler en overdrevet magtanvendelse fra politiets side, som går ud på at skræmme vores gæster og chikanere dem. Det virker, som om de opsøger en bestemt personprofil på gaden i stedet for at handle ud fra en begrundet mistanke om hashbesiddelse, og det er vel det, som slår ud i statistikken på sigtelserne«. En finger i jorden Joram Suszkewic fortæller, at han selv er blevet kropsvisiteret fem gange uden at have hash på sig. »Hvis ikke de får tilladelse til at kigge i lommerne, så bliver du sigtet, og så gennemfører de visitationen, og hvis man ikke har noget på sig, bliver sigtelsen frafaldet, men det kan man ikke få nogle papirer på«. Poul Kjeldsen siger, at politiet har ret til at visitere personer, som er under mistanke for besiddelse af stoffer, og at det er en risiko, man må påregne.



























