Vi har vel talt i en times tid, da spørgsmålene om den vakante position som generalkonsul i Flensborg trænger sig på.
Man kan mærke på Bertel Haarder, at han er særdeles velforberedt. Med sig har han en talestreg, der kort og fyndigt begrunder, hvorfor han lige pludselig ud af det blå takkede nej til et job, som han ellers i et par uger uger havde prist sig lykkelig over at få lov til at afslutte sin rekordkarriere med.
»Jeg trak mig, fordi jeg indså, at jeg ikke kunne fjerne det indtryk, at Becker (den nuværende generalkonsul i Flensborg, red.) var blevet fjernet for at give plads til mig. Den eneste måde, det indtryk kunne fjernes på, var, at jeg trak mig. Den, der nu bliver udpeget, vil ikke bære rundt på det samme. Det er det, du må skrive, og jeg har ikke mere at sige om det. Det er en meget korrekt formulering«, siger Bertel Haarder.
Det er tirsdag eftermiddag. Vi sidder i Haarders stue på første sal i huset i Rosenvænget-kvarteret på Østerbro. Her hænger malerierne af balletdansere tæt mellem bøgerne. Et enkelt skilderi af Haarder selv er henvist til en plads på gulvet i hjørnet.
