Den gode nyhed for de hårdt prøvede skattemyndigheder er nok, at det dårligt kan gå værre i 2017, end det gjorde i 2016.
Den dårlige er så bare, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) om ganske få dage, senest i næste uge, er nødt til at fortælle Folketingets partier og offentligheden, at den samlede gæld til de offentlige kasser har nået et nyt næsten ufatteligt rekordniveau.
Tæt på 100 milliarder kroner har stat, kommuner og regioner til gode hos borgere og virksomheder, der har misligholdt betalingen af parkeringsbøder, skattegæld, børnepenge, SU-lån eller moms.
Det svarer til 5 Storebæltsbroer, mere end 20 supersygehuse eller driften af landets folkeskoler og ungdomsuddannelser i et helt år, viser beregninger fra Dansk Erhverv og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.»Vi har fået en orientering om, at gælden til det offentlige vil runde 100 milliarder inden årsskiftet«, siger den socialdemokratiske skatteordfører, Jesper Petersen, der ikke lægger skjul på sin dybe bekymring.
