»Jeg syntes, at det lød helt sindssygt«.
Ole Jönsson fortæller om sin reaktion, da han første gang hørte om planerne om at jævne otte boligblokke af kvarteret Taastrupgaard med jorden.
Han er formand for afdelingsbestyrelsen og har boet i boligområdet siden 1995. Dengang kunne man få en lejlighed fra den ene dag til den anden, og han er glad for at bo her.
»Så vil de lægge en skole i midten af bebyggelsen, og jeg tænkte, at det ville skabe en masse larm«, fortæller afdelingsformanden, som i jakke, vest, slips og sixpence viser rundt i rækkerne af boligblokke.
