I morgen viser Grand-biografen i København filmen ’Mon de kommer om natten’. Den handler om flygtningepigen Rokhsar Sedigis angst for, at politiet skal komme om natten og sende hende og hendes familie til Afghanistan.
TV 2 sender filmen onsdag aften, og i dagene op til vil de følge pigen, der for seks år siden kom til Danmark. I den tid har familien modtaget en række afslag på asyl, men hun håber stadig, at de kan få lov at blive af hensyn til barnets tarv og Rokhsars stærke tilknytning til Danmark.
Rokhsar vil også være til premieren, og det vil veninderne fra skolen også.
»Jeg tror, hele min årgang ville være der, hvis vi kunne få transport«, siger Rokhsar, da Politiken besøger hende i familiens hus ved Give lidt nord for Vejle.
