En flot mælkebøttemark, som nogle små, tynde ris stak op af.
Det var Henrik Schwartzbachs første indtryk af Vestskoven, da han flyttede til landsbyen Herstedøster få år efter skovens fødsel.
»Folk standsede op og spurgte, hvor Vestskoven var«, fortæller han, selv om Herstedøster faktisk ligger inde i Vestskoven.
»Men det går hurtigt. Træerne blev en meter høje, to meter. Senere blev der tyndet ud i dem, og man tænkte: Hvad sker der? Fjerner de skoven? Men den bliver mere og mere elegant. Det er en oase. Man går lige fra fabrikkerne i Glostrup, gennem landsbyen, og så er man inde i skoven«, siger Henrik Schwartzbach om Vestskoven, som han har været nabo til i over 45 år og færdes i stort set dagligt.
