Dømt for drab, løsladt og dømt igen.
48-årige Christian Andersen er nu for anden gang på 20 år blevet blevet kendt skyldig i at kvæle en kvinde til døde.
Første gang blev han idømt 12 år bag tremmer, denne gang lyder dommen på fængsel på livstid.
Det blev i dag afgjort i Retten i Herning, efter et enigt nævningeting tidligere på dagen kendte ham skyldig i at have kvalt og brændt sin veninde ihjel nytårsaften 2015. Han er derudover blevet kendt skyldig i brandstiftelse, databedrageri og tyveri fra den myrdede kvinde.
Den 48-årige mand nægter sig skyldig og vil nu anke dommen til frifindelse i landsretten, oplyser hans forsvarer.
Kvalte veninde med ledning
Det er drabet på 54-årige Hanne Pedersen, som blev kvalt og brændt i sit hjem 31. december 2015, der denne gang sender Christian Andersen i fængsel.
Retten har dømt ham skyldig for først at have givet Hanne Pedersen gaffertape for næse og mund og dernæst kvæle hende med en el-ledning, bundet om hendes hals. Derefter har han sat ild til kvindens stuehus i hendes landejendom ved Vium, nær Videbæk i Vestjylland. Og derfra er han fortsat til Herning for at fejre nytår med sin daværende kæreste.
Ved middagstid 1. januar 2015 blev Hanne Pedersens krop fundet af efterforskerne. Forkullet, liggende på en madras med et lagen om underlivet.
Flirtende beskeder
I månederne op til drabet havde Christian Andersen skrevet adskillige flirtende beskeder til Hanne Pedersen.
»Jeg er 110 procent forelsket i dig«.
Og »jeg vil gerne sove med dig«, havde han blandt andet skrevet ifølge Ekstra Bladet.
Ifølge den dømte selv var der dog blot tale om venskabelige drillerier. Han var venner med Hanne Pedersen, intet mere, lød hans forklaring i retten.
Han indrømmede dog at have besøgt sin veninde nytårsaftensdag, flere timer før hun på tragisk vis endte sit liv.
Men drabet nægtede han sig skyldig i. Ifølge hans egen forklaring var han faldet i søvn på sofaen hos sin kæreste, da drabet og ildspåsættelsen fandt sted.
Det var dog ikke en forklaring, som hverken nævninge eller dommere fandt troværdig. Alle seks nævninge og de tre dommere var enige om skyldsspørgsmålet. Men et mindretal mente, at 16 års fængsel var passende, mens flertallet mente, at han skulle idømmes fængsel på livstid.
Et »bestialsk drab«
Anklager, Pia Koudahl, har i retten argumenteret for, at Christian Andersen skulle idømmes livstid. Hun mente ikke, at der var nogen formildende omstændigheder i sagen. Tværtimod kun skærpende.
»Selve drabet var nøje planlagt. Hanne Pedersen var fuldstændig værgeløs, da hun blev kvalt med en ledning, som han havde medbragt med det formål at dræbe hende«, sagde hun ifølge Ekstra Bladet i retten.
»Det tog hende fem minutter at dø. Jeg synes roligt, man kan sige, at det er et meget bestialsk drab«, sagde hun.
Det er ikke første gang, at Christian Andersen er blevet kendt skyldig for at kvæle en veninde.
Dømt for anden gang
I 1997 blev Christian Andersen idømt 12 års fængsel for et lignende drab.
Dengang havde han kvalt en kvindelig bekendt med en nylonsnor under et stævnemøde. Hun blev efterfølgende fundet halvt begravet i Balle Skov ved Odder.
Også dengang blev han dømt for at stjæle penge fra den myrdede kvinde.
Retslægerådet har vurderet, at den dømte ikke er sindssyg. Men han har en afvigende personlighed, er meget selvoptaget og mangler empatiske evner.
Rådet vurderede, at Christian Andersen er til fare for sine omgivelser, hvorfor de har anbefalet en dom til forvaring, hvilket vil sige fængsel på ubestemt tid.
Men dommen er endt som anklageren ønskede det: En almindelig fængselsstraf på livstid. Som argument har hun blandt andet peget på den tidligere drabsdom, som Christian Andersen har afsonet.
Udover drabet og ildspåsættelsen nytårsaften er den 48-årige mand også dømt for at have overført 3.000 kroner fra Hanne Pedersens MobilePay til sig selv kort efter drabet. Han har desuden stjålet cigaretter, kaffe, pulversupper, saucer, krydderier og mohairstrømper fra kvinden, der holdt geder på sin landejendom.
fortsæt med at læse




























