Det er nemt nok at forstå Grønland. Det er bare at trave ned ad Aqqusinersuaq, hovedgaden i Nuuk, i minus 12 grader med sne piskende ind i ansigtet, nikke høfligt til souvenir- og hashsælgerne foran Brugseni og så ellers fortsætte rundt om hjørnet, halvt glidende, forbi rådhuset og kulturhuset Katuaqs bølgende facade for til sidst at banke sneen af støvlerne og gå ind i den langstrakte bygning, der både rummer politistationen og selvstyrets kontorer og mødesale.
Mon ikke jeg ved det hele nu, tænker jeg.
Hverken fotografen eller jeg har ganske vist været i Grønland før, men landet rammer os med en sådan kraft, at vi ikke har taget mange skridt ind i hvidheden, før vi føler os som garvede polarrejsende, specialister i arktiske forhold. Det er den chokerende rene og kolde luft, vi hiver ned i lungerne. Det er lyset. Det er fjeldene. Menneskene. Havet. Sneen. Stilheden. Og de enorme sorte ravne, der lydløst glider rundt mellem de hæslige nedslidte boligblokke lige midt i Nuuk.
Det her er Grønland, for helvede, siger vi til hinanden.
