Efter i 15 år at have pendlet i tog fra sit hjem i Skåne til et job i København, så Eva Joensuu sig i januar sidste år nødsaget til at træffe en drastisk beslutning: Hun måtte nødtvungent sige sin stilling op i et rejsebureau på Vesterbro i København. Sveriges indførelse af grænsekontrol og fra årsskiftet 2016 id-kontrol for rejsende mellem Danmark og Sverige havde gjort, at hendes transporttid hjem til huset i Örtofta lidt uden for Lund steg voldsomt.
»Mit liv blev helt anderledes. Udturen var stadig på halvanden time, men returen tog de fleste gange op til 3 timer. 2,5 timer var, når det gik hurtigt, men så var der også ekstreme tilfælde med togkaos – så tog det 5 timer at komme hjem fra arbejde. Det værste var faktisk usikkerheden. Jeg har ingen børn, men til gengæld heste og hunde derhjemme, så det var vigtigt for mig at kunne planlægge min fritid«, siger Eva Joensuu, en 42-årig finne, der har boet 20 år i Sverige.




























