Vi møder den 34 år gamle Salam Aldeen på en relativ stille vej i Athens støjende, dyttende og forårsvarme hjerte. Næppe har vi sagt goddag, før vi er på vej op til den ene af de to lejligheder, han bestyrer. Han kalder dem House of Peace 1 og House of Peace 2. Trappen op til House of Peace 1 ligner en rengøringsreklame.
Det er et af de krav, han stiller. Der skal være rent. Indenfor er her dunkelt. Lejligheden er slidt, væggene afskallede og møblerne tarvelige. Men badeværelset skinner, køkkenet er ryddet, og for flygtningene, der kommer fra gaden og miserable græske flygtningelejre, er det mentalt som at træde ind på Hilton.
I øjeblikket bor der vist nok 18 kvinder, 4 mænd og 42 børn i de to lejligheder. Så længe det varer. For der pibler hele tiden nye børn frem, og flere af kvinderne er gravide. Nogle af dem bærer tydeligvis på traumer, som har aflejret sig i deres ansigter.
»Det er kvinderne og børnene, der har mest brug for hjælp. Mænd klarer sig altid«, siger Salam Aldeen. Han er en middelhøj og bomstærk mand, og efter et par minutter i hans selskab står det klart, at vi er trådt ind i et univers, hvor planer er til for at blive ændret og grænser til for at brydes. Han er uregerlig som et dampbarn, levende som en sprællemand, og umulig at være sammen med i mere end en halv dag af gangen, hvis man har sit helbred kært. Der sker simpelthen for meget.
