Hvor privilegeret kan vi være? Verden har det seneste år været ved at segne i politiske kriser, gruopvækkende bølger af desperate mennesker på Middelhavet, væbnede konflikter, Ruslands hacking af andre landes politiske systemer, amerikanernes forbløffende valg af en vildt tweetende realitystjerne til præsident. Og se så Danmark i denne weekend.
Mere privilegeret kan vi ikke få det. I Allinge har forsvarsministeren sjosket rundt i camping-antræk med sine hunde. Den mest omstridte og samtidig mest populære minister, Inger Støjberg, har givet den gas som entusiastisk dommer i høvdingebold mellem proletarer og kapitalister, arbejdstagere og arbejdsgivere, og mellem røde og blå. Unge jøder og muslimer har sammen talt fordomme og fremmedfrygt ned. Mette Frederiksen og Thulesen Dahl har spundet som forårskåde katte – sammen.




























