Svensk politi: Fund i Skåne stammer ikke fra et menneske

Lyt til artiklen

Tidligere i dag gjorde en civil person et fund på en strand i Skåne. Fundet lignede noget, som kunne ligne eller stamme fra en menneskelig kropsdel.

Svensk politi har efter en undersøgelse nu afvist, at fundet stammer fra et menneske, skriver Expressen.

Man leder fortsat efter resterne af den afdøde journalist Kim Wall, hvis torso blev fundet på Amager Strand.

Dansk politi har desuden efterlyst hendes tøj, herunder en orange bluse, en hvid nederdel og hvide sko.

Sagen startede, da den svenske journalist den 10. august ikke vendte hjem efter en sejlads med ubåden 'Nautilus'. Efter en eftersøgning fandt man ubåden, og ubådsejeren blev reddet i land efter han, ifølge politiet, angiveligt selv sank ubåden.

Ubådsejeren sidder nu varetægtsfængslet og har siden indrømmet, at der er sket en ulykke om bord, som har forårsaget Kim Walls død, og han derefter, ifølge egne ord, har 'begravet hende til søs'.

Mandag den 21. august fandt en tilfældig forbipasserende torsoen af en kvinde i vandet ud for Amager. Liget havde ligget i vandet i flere dage, og politiet kunne efter en dna-undersøgelse bekræfte, at torsoen var den svenske journalist Kim Wall.

Sofie Clausen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her