Lyt til artiklen
Jeg kommer kørende på Vennemindevej på Østerbro, hvor ’cykelstien’ kun består af en hvid linje, for det er sørme vigtigt, at der trods en omfattende renovering af gaden og status som ’klimakvarter’ stadig er plads til masser af biler og parkering.
Ængsteligt trækker jeg ud over den hvide streg, mens jeg refleksmæssigt laver en bydende, utålmodig bevægelse med min højre hånd, hvor jeg vinker min søn frem, så han kan placere sig i inderbanen, beskyttet af den blegfede patriark med cykelhjelm og forkromet overblik.
