Når soldaterne fra regeringshæren ankom til landsbyerne i Myanmars overvejende kristne Chin-provins, så var der ikke nogen tvivl om, hvem der bestemte.
»De behandlede folk, som de ville. Smed dem ud fra deres huse, så de selv kunne sove der, spiste vores mad og slog folk, hvis de gjorde modstand«, siger Biak Chin Par Lian, kaldet Chin Chin.
Som datter af en landsbylærer oplevede hun det buddhistiske militærdiktaturs undertrykkelse på nærmeste hold. På grund af sin mors job var de dog forskånet for de værste overgreb fra soldaterne.
»Men vi hørte ofte om kvinder i landsbyerne, der blev voldtaget af dem«, fortæller hun.
