For mange skolelærere er folkeskolereformen et åbent sår. Det er nu tre år siden, den trådte i kraft, men på landets lærerværelser tørrer man stadig blod, sved og tårer op fra linoleumsgulvet. Om ikke som en direkte følge af reformen så helt sikkert som følge af det regeringsindgreb, der i 2013 førte til en ny lov om lærernes arbejdstid. Reform og regeringsindgreb er nemlig blevet uløseligt forbundne størrelser, eftersom indgrebet gik hen og blev en økonomisk forudsætning for reformen.
Visdommen i denne disposition, der blev gennemført af Thorning-regeringen, er der mange meninger om – også blandt forældre. Det ved jeg, fordi jeg lige siden lockouten af lærerne i 2013 har siddet til utallige forældremøder og klasserådsmøder, hvor skolereformen (og arbejdstidsloven, lov 409) igen og igen er dukket op som et afgørende tema: ’Ja, sådan kunne vi gøre tidligere, men det kan vi ikke længere, ikke efter reformen ...’.
