Find Haugsted tog som regel ordet ved julefrokosten på ’Gården’, som de ansatte kalder hovedkvarteret den dag i dag. Det gjorde den mangeårige leder af aflytningstjenesten også, da studenteroprøret i 1969 bragede løs udenfor det hermetisk lukkede militærområde på Amager.
Efter princippet om need to know anede flertallet ved Forsvarets Central Radio (FCR) intet om de lyssky aktiviteter i kælderen under Københavns Universitet. Men takket være en ’indiskretion’ var hemmeligheden om lyttecentralen midt i byen nu eftertrykkeligt røbet. Eller som Find Haugsted sagde til sine feststemte medarbejdere:
»Fanden er løs i Kejsergade. Det er første gang, FCR har været rigtigt i avisen, men så har vi også haft mere publicity end prinsesse Margrethe ved sit bryllup... Det tyder på, at vores diskretion har været god, og efter denne omgang håber jeg, der vil gå mindst 21 år, før vi kommer i avisen igen«.
Han blev klogere.
