Staten som arbejdsplads har aldrig kunnet konkurrere med den private sektor om lønnen. Til gengæld er der en god pensionsordning, tryghed i ansættelsen og frem for alt nogle gode og fleksible arbejdstider. Men disse fordele ved at være ansat i staten bliver undergravet af regeringens over to år lange udflytningsdagsorden og den konstante usikkerhed. Det viser tal og medlemsundersøgelser fra fagforeningerne Djøf og IDA.
»Usikkerheden og uvisheden om fremtiden fylder ekstremt meget lige nu blandt de statsansatte. Mange fortæller, at udflytningen er dråben efter at have oplevet en række andre forringelser. Bølge 1 i udflytningen var hård ved mange, men bølge 2 fylder endnu mere og sætter gang i tankerne hos mange statsansatte. Jeg har hørt mange sige, at de nu vil søge væk, og mange har allerede valgt at gøre det aktivt, fordi de hellere selv vil vælge det næste job, frem for at vente på den endelige beslutning«, siger Sara Vergo, formand for Djøf’s ansatte i det offentlige.


























