Beredskaber blev beskudt med fyrværkeri 20 gange i løbet af nytårsaften- og nat.
Det viser en statistik, som Danske Beredskaber har lavet ved en rundringning til de 14 beredskabsenheder.
Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, kalder det vanvittigt, at nogle retter fyrværkeri mod beredskab.
»Det giver ingen mening i min optik. Jeg må karakterisere det som rent vanvid«, siger han.
Bomberør og raketter affyret mod politiet
Ifølge Danske Beredskaber var der flest episoder i hovedstaden og Østjylland. Begge steder var der syv tilfælde, hvor beredskaber blev beskudt.
Det var blandt andet bomberør, som blev kastet mod politiet, og raketter med retning mod biler og mandskab.
På Sydsjælland blev en 15-årig anholdt 1. januar og sigtet for vold mod politiet for at kaste en raket og nogle romerlys mod en patruljebil.
I Roskilde affyrede nogle unge raketter mod brandvæsnet, der var rykket ud til Rønnebærparken og Æblehaven for at slukke ild i skraldespande.
ritzau




























