17-årig afviser at have delt sexvideo i gruppechat

Lyt til artiklen

En ung mand afviser i Retten i Lyngby tirsdag at have delt to sexvideoer med børnepornografisk materiale i en gruppechat på Facebook tilbage i august 2016.

Den 17-årige mand er anklaget for at videresende de to videoer, der varer henholdsvis 40 og 56 sekunder, til 16 forskellige personer. Men han kan kun huske at have sendt dem til én person.

Han er tiltalt for at have besiddet og delt børnepornografisk materiale samt krænket modtagernes blufærdighed.

»Jeg tænkte ikke over, om dem på videoen var under 18 år gammel«, siger den 17-årige i forbindelse med en prøvesag i Retten i Lyngby tirsdag.

Han nægter sig skyldig i anklagerne.

Den unge mand, der på daværende tidspunkt var 15 år gammel, modtog de to sexvideoer i marts 2016.

Han er anklaget for at sende dem videre i en gruppechat i august samme år, men det afviser den 17-årige altså.

Delt i chatgrupper

Sagen er en del af en række prøvesager i et større sagskompleks, hvor samlet set mere end 1000 unge sigtes for at have spredt to sexvideoer, hvor en 15-årig dreng og en 15-årig pige ses.

Videoen blev delt i flere forskellige chatgrupper på Facebook.

Mandag faldt der dom i to andre prøvesager.

En 20-årig mand fik i Retten i Randers 30 dages betinget fængsel for deling af en video til 12 personer, mens en 19-årig i Retten i Lyngby fik en betinget dom på 40 dage for deling af to videosekvenser til 34 forskellige personer.

I de to sager havde anklageren krævet domme på 60 dages fængsel.

Tirsdag blev en 22-årig mand idømt ti dages betinget fængsel i en prøvesag i Retten i Lyngby for at dele én af de to sexvideoer til syv personer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her