Landsret ændrer betinget dom til bøde i sag om sexvideo

I den omtalte sag om deling af sex-videoer er mere end 1.000 unge sigtet. Nu er en fængselsdom ændret til bøde i landsretten.
I den omtalte sag om deling af sex-videoer er mere end 1.000 unge sigtet. Nu er en fængselsdom ændret til bøde i landsretten.
Lyt til artiklen

Byretten takserede deling af sexvideo til 30 dages betinget fængsel, men landsretten nedsætter straf til bøde.

En 20-årig mand fra Syddjurs er fredag idømt en bøde på 2500 kroner for at have delt en meget omtalt sexvideo.

Dermed har Vestre Landsret omstødt dommen fra Retten i Randers, hvor manden 5. februar blev idømt 30 dages betinget fængsel.

»På baggrund af videoens slørede og dårlige kvalitet og efter en vurdering af videoen frifandt landsretten tiltalte for at have delt en video med børnepornografisk indhold, da det ikke var bevist, at tiltalte havde forsæt til, at de medvirkende var under 18 år«, hedder det i dommen.

Dermed godtager landsretten den tiltaltes egen forklaring.

Krænket blufærdighed

Han sagde i retten, at han ikke kunne se af videoen, at de to medvirkende var under 18 år.

I straffelovens forstand er det kategoriseret som børneporno, hvis man deler materiale, hvor personer under 18 år har seksuelt samkvem.

Den tiltalte frifindes således for at have udbredt børnepornografisk materiale.

Landsretten dømmer ham i stedet for ved delingen af sexvideoen at have krænket blufærdigheden hos personerne på videoen og for uberettiget at have videregivet billeder vedrørende en andens private forhold.

Sagen er den første, der prøves ved landsretten.

Tidligere har der været ført otte sager i byretten, og de er alle endt med betingede domme på mellem 7 og 40 dages fængsel.

Overblik over sagen:

Sagen, der fredag er afgjort er blot den første af flere. Mere end 1000 unge er sigtet for at have delt videoen.

Anklagemyndigheden har udvalgt ni prøvesager, der skal fastlægge strafniveauet for kommende sager.

Otte af disse sager er afgjort ved byretterne i henholdsvis Randers, Aarhus og Lyngby.

Læs her hvordan det er gået:

40 dages betinget fængsel: En 19-årig mand blev i Retten i Lyngby 5. februar dømt for at dele to videosekvenser af de 15-årige med 34 forskellige personer i efteråret 2015.

30 dages betinget fængsel: En 20-årig mand fra Syddjurs blev 5. februar dømt for at have delt en sexvideo af de 15-årige med 12 personer. Delingerne skete fra december 2015 til maj 2016. Landsretten har dog 23. marts ændret dommen til fem dagbøder på hver 500 kroner.

30 dages betinget fængsel: En 18-årig mand blev ved Retten i Aarhus 20. februar dømt skyldig i deling af en sexvideo over to omgange. I første omgang blev den sendt til én person og i anden omgang til den samme samt ni andre.

30 dages betinget fængsel: En 20-årig mand fra Aarhus delte materialet syv gange og gjorde det tilgængeligt for 15 personer. Han blev dømt ved Retten i Aarhus 14. marts.

20 dages betinget fængsel: En 17-årig dreng delte to sexvideoer med 16 andre i en gruppechat. Han blev dømt i Retten i Lyngby 6. februar.

10 dages betinget fængsel: En 22-årig mand blev i Retten i Lyngby 6. februar dømt skyldig i at have delt en af de to sexvideoer af de 15-årige. Han delte den med syv venner i løbet af én dag i september 2015.

10 dages betinget fængsel: En nu 19-årig kvinde delte i oktober 2015 en sexvideo med en veninde. Delingen udløste 26. februar en dom på 10 dages betinget fængsel i Retten i Lyngby.

Syv dages betinget fængsel: En 20-årig kvinde fra Aarhus delte materialet én gang og gjorde det tilgængeligt for én person. Hun blev dømt 14. marts ved Retten i Aarhus.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her