Langt ude bag spiret på Sisimiuts gamle kirke på midten af den grønlandske vestkyst glider ’Nuka Arctica’ langsomt nærmere som et uvirkeligt fremmedlegeme på det blanke hav. Først øjnes bovspidsen, dernæst de to kraner på dækket. Jeg skal begribe skibets proportioner, før synet giver mening. Findes der overhovedet strukturer på land af denne størrelse i Sisimiut? Måske en af byens nedslidte betonkarreer kan matche skibets vælde, men i hvert fald ikke de klassiske grønlandske huse på bakken over havnen. Selv den røde kirke ville forsvinde som en rotte i ’Nuka Arcticas’ last.
Det kan ikke ses med det blotte øje, men ’Nuka Arctica’ er en del af en revolution. I næsten 300 år er al handel til og fra Grønland gået via en havn i Danmark. Hver en kaffebønne, hver en Bibel, hver eneste container med sko, der er kommet til Grønland, siden den norske præst Hans Egede på knæ og i bøn indledte koloniseringen i 1721, er kommet vuggende fra Danmark. Og stort set hver en reje og hver en fisk, der er eksporteret, er sejlet med de røde skibe til Danmark, før de har ramt verdensmarkedet.
