Anklager kræver flere års fængsel i det, der er kaldt danmarkshistoriens største bestikkelsessag

Ateas hovedsæde i Ballerup.
   Niels Hougaard/POLFOTO
Ateas hovedsæde i Ballerup. Niels Hougaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Anklagemyndigheden kræver 2,5 års ubetinget fængselsstraf til en tidligere it-driftschef i Region Sjælland for bestikkelse og underslæb i Atea-sagen.

For flere andre tiltalte kræves der også ubetinget fængsel i mere end et år.

Det sker i Retten i Glostrup, hvor i alt syv tidligere ansatte i Region Sjælland og it-selskabet Atea er anklaget for bestikkelse og underslæb af særligt grov beskaffenhed.

Alle anklagede nægter sig skyldige.

Den store bestikkelsessag, der er beskrevet som en af danmarkshistoriens største, begyndte i 2014, da Ateas nytiltrådte direktør blev gjort opmærksom på den særlige konto 2840 i selskabet.

På den blev overført 1,5 procent af pengene fra salg og kontrakter til Region Sjælland.

Den blev samtidig brugt til at betale for en lang række overdådige rejser og middage med flere af Ateas tidligere topfolk og blandt andre Region Sjællands tidligere it-direktør og it-chef.

Der var tale om middage på nogle af Danmarks dyreste restauranter og luksuriøse rejser til steder som Las Vegas og Dubai for flere hundrede tusinde kroner.

Anklagemyndigheden mener, at der var tale om bestikkelse af de offentligt ansatte for at 'fastholde og udbygge' regionens samarbejde med Atea. Og samtidigt underslæb, da pengene til ture og middage var regionens.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her