Hver dag sender han over 100 beskeder til sine venner via Facebook Messenger. Han er »på«, fra han står op, til han går i seng. Liker, chatter og deler. Derfor står det heller ikke særlig klart for den i dag 20-årige mand, SA, hvad der skete de dage for snart tre år siden, da han via Facebook Messenger delte bizarre videooptagelser med 35 af sine venner. Hvad han tænkte om de to nøgne mennesker på videoen, og hvad han vidste om dem, husker han efter eget udsagn ikke synderligt klart.
Den forklaring godtog Østre Landsret dog ikke, og retten idømte ham i dag 40 dages betinget fængsel for deling af børneporno. På anklagebænken var han flankeret af en 17-årig mand, JØ, der er blevet dømt 20 dages betinget fængsel for samme lovovertrædelse.


























