Clarissa Connelly griber fat i en korngul Fender Stratocaster, som læner sig op ad et vævet vægtæppe ved siden af to synthesizere og en forstærker.
Hun placerer den elektriske guitar i sit skød og sætter venstre hånd på gribebrættet. Med øjnene følger hun fingrene på sin højre hånd glide ned over guitarens 6 strenge, så den melankolske klang af en molakkord flyder ud i rummet.
Lyden efterfølges af et suk.
»Den er der ikke helt. Det skal i virkeligheden nok hellere være den 12-strengede guitar«, siger hun og smider den 6-strengede fra sig.
