Forbrugerombudsmanden politianmelder ejendomsudvikler og mægler for fusk med størrelsen på lejligheder

Foto: Lone Rasmussen
Foto: Lone Rasmussen
Lyt til artiklen

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt ejendomsudvikleren NPV A/S og Ejendomsmægler Niels Hald Amager for at vildlede købere af projektlejligheder i Strandgården, så de fik indtryk af, at lejlighederne var større end, de egentlig var.

Blandt beboerne er der glæde over, at Forbrugerombudsmanden har anmeldt sagen til politiet.

»Jeg fik indtryk af at have købt en lejlighed på netto 90 kvadratmeter, men fik en lejlighed på netto 78 kvadratmeter«, siger formand for ejerforeningen Lone Rasmussen, der købte sin lejlighed i Strandgården i 2014.

Lone Rasmussen blev klar over, at der var noget galt, da hun i 2016 skulle til at indrette sin lejlighed. Der var i de plantegninger, som hun havde købt lejligheden på baggrund af, plads til en kogeø mellem stue og køkken.

»Men køkkenfirmaet gjorde mig opmærksom på, at der ikke var plads til en kogeø. Det viste sig, at arealet var 4 kvadratmeter mindre end, det fremgik af den tegning, jeg havde fået ved købet. På samme måde var et værelse, som jeg ville bruge som kontor og gæsteværelse 4 kvadratmeter mindre end angivet«, siger Lone Rasmussen, der købte en kogeø på hjul i stedet for en fast kogeø.

Det førte til en lang mailveksling mellem Lone Rasmussen og NPV, som ifølge hende ikke ville anerkende, at der var fusket med de oplyste kvadratmeter.

»Jeg bad om at få de indvendige mål på lejligheden, men det jeg først i januar 2017 - næsten tre år efter, at jeg havde købt lejligheden, at jeg fik de endelige plantegninger«, siger Lone Rasmussen, som flyttede ind i forsommeren 2017.

33 af den kommende beboere gik sammen om en klage til NPV.

»Men først da vi får en advokat på, får vi svar, hvor de afviser klagerne«, siger Lone Rasmussen, som derfor er gået videre til Forbrugerombudsmanden med deres klage.

I sin politianmeldelse fremhæver Forbrugerombudsmanden, at der på plantegningerne i salgsmaterialet i midten af hvert rum oplyst et areal for eksempel »soveværelse 16 m2«. Disse arealer ifølge Forbrugerombudsmanden var beregnet ud fra lejlighedens samlede tinglyste areal, som er inklusive vægge, men det var dog ikke oplyst i salgsbrochuren. Ifølge Forbrugerombudsmanden var salgsmaterialet derfor »egnet til at give potentielle købere det indtryk, at de oplyste arealer i lejlighederne var brugsarealer«.

I et andet eksempel var det samlede areal ifølge tegningerne i salgsmaterialet af en af lejlighederne i alt 94 kvadratmeter, når man lagde de oplyste arealer for hvert rum sammen. Brugsarealet på den færdigbyggede lejlighed var dog kun 78 kvadratmeter - eller 17 procent mindre - end, de oplyste arealer i salgsbrochuren. Et enkelt rum - badeværelset - var nærmest halv størrelse eller 43 procent mindre end, det oplyste antal kvadratmeter i salgsmateriale.

»Det er vores vurdering, at salgsmaterialet har givet forbrugerne det indtryk, at de købte en større lejlighed, end de faktisk gjorde«, oplyser forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

»Det er ikke i orden. At købe en ny bolig er en stor beslutning, som man naturligvis skal kunne træffe på baggrund af korrekte oplysninger. Vi har derfor politianmeldt de involverede virksomheder«, fortsætter hun.

Lone Rasmussen håber, at NPV og ejendomsmægleren erkender, at det har vildledt på baggrund af politianmeldelsen.

»Indtil nu har der ikke været nogen som helst anger hos dem, så vi skal nok gennem en retsag. Det er vigtigt, at der kommer nogle regler for, hvordan man markedsføre projektsalg. Det er det vilde vesten, hvis man ikke ved, hvor stor en lejlighed er, når man køber den«, siger Lone Rasmussen.

I kølvandet på Forbrugerombudsmandens politianmeldelse, så vil Lone Rasmussen og de andre 32 beboere, der har klaget, formentlig kontakte en advokat med henblik på at gå efter at få erstatning fra NPV og ejendomsmægleren.

»Lejlighederne er blevet væsentligt mindre end, vi havde regnet med, så det vil dreje sig om kompensationer på betydelige beløb«, siger Lone Rasmussen.

Både NPV og ejendomsmægleren afviser som tidligere nævnt at have gjort noget forkert.

NPV står bag mange projektsalg i Københavnsområdet. Selskabets administrerende direktør er Jens Schaumann, der ifølge Ritzau efter finanskrisen gik konkurs med Schaumann Properties. NPV er ejet af Investeringsselskabet Gribskov, der officielt er ejet af Jens Schaumanns to døtre. De fik ifølge Finans.dk kontrollen med selskabet, da de var henholdsvis 12 og 17 år, lige i kølvandet på finanskrisen.

Politiken har modtaget en række skriftlige svar fra NPV, som mener, at Forbrugerombudsmanden har misforstået sagen.

»Sagen handler om angivelse af arealer i et salgsmateriale, og det er vigtigt at slå fast, at der i salgsmaterialet var angivet BBR-arealer og tinglyste arealer som påkrævet af lovgivningen. Forbrugerombudsmanden introducerer nogle nye arealbegreber, 'brugsareal' og 'indvendigt gulvareal', som hun blander ind i sagen, og som ikke er entydigt definerede hverken i almindelighed eller i lovgivningen. Derfor opstår der nu denne forvirring«, skriver administrerende direktør Jens Schaumann, der ikke mener, at salgsmaterialet har været vildledende eller mangelfuldt.

»Vi forventer derfor ikke, at politiet vil rejse tiltale mod NPV, når politiet har haft lejlighed til at undersøge sagens omstændigheder nærmere. Vi har alene ageret som rådgiver på vegne af udviklingsselskabet Amager Strand 8 ApS, men vi beklager naturligvis, hvis nogle købere har følt sig vildledt. Vi vil naturligvis desuagtet fremadrettet i vores salgsmateriale sikre, at definitionen på arealangivelserne tydeliggøres yderligere«, skriver direktøren videre.

Thomas Flensburg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her