LTF-leders trusler mod politibetjent skal for Højesteret til november

Jesper Mortensen/POLFOTO
Jesper Mortensen/POLFOTO
Lyt til artiklen

En sag mod Loyal To Familia-lederen Shuaib Khan, som handler om trusler mod en politibetjent, skal for Højesteret 5. november.

Det oplyser administrationschef i Højesteret Lisa Rising.

Højesteret skal tage stilling til, om Shuaib Khan kan udvises af Danmark.

Både Københavns Byret og Østre Landsret har afvist anklagemyndighedens krav om udvisning af Shuaib Khan til hjemlandet Pakistan, men Rigsadvokaten har søgt om en tredje behandling i retssystemet af straffesagen.

Episoden, der risikerer at koste Shuaib Khan tilværelsen i Danmark, fandt sted i forbindelse med en visitation af en gruppe bandefolk på Blågårds Plads på Nørrebro sidste sommer.

»Det kan godt være, at du kan huske vores ansigter, men vi kan også huske dig. Pas på din ryg«, skal Shuaib Khan blandt andet have sagt til en politibetjent.

I de to første retsinstanser blev Shuaib Khan kendt skyldig, men her mente man altså ikke, at han kunne udvises af Danmark.

Loyal To Familia er i konflikt med banden Brothas, og det kom især sidste efterår til udtryk ved en lang række skyderier, som også kostede menneskeliv.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her