Man skal nok være journalist eller noget i den henretning for at huske sommerens første helidiotiske kulturdebat. Men er man det, står ordene til gengæld stadig klokkeklart, selv om der er løbet ret så meget andet sludder og vrøvl i mediemøllen siden.
»Det er en arbejdsplads - ikke en campingplads«, tordnede Jyllands Postens chefredaktør i en intern mail i maj, da han nedkaldte en fatwa mod stort set alle former for let og let-sindig påklædning på JP-redaktionen. I et par dage var det som om alle, bortset lige fra dem, der faktisk arbejder på Jyllands Postens redaktion i deres eget tøj, syntes, at de chefredaktionelle påklædningsråd var det sygeste sjov de længe havde hørt. Men lo and behold, sandelig siger jeg jer: 60 sommerdage senere ligner indersiden af Politikens Hus på Rådhuspladsen en campingplads mere end nogensinde. Faktisk er det en campingplads, jeg arbejder på i disse uger.Jeg har for eksempel lige fået mig én på øjet ude på en liggestol på rygeterrassen, omkring mig hvirvler det med bare ben, arme og fødder - hud, hud, hud. Det meste faktisk nydeligt solbrændt: toppe, wifebeaters, nøgne rygge, sandaler, bare tæer og klip-klappere.
