Unny haske niyse velst naom bit høretab strat lysme øi ksjaksly fnatny æslemain xo juior bty æsteliske hytnmey as lar huffenoif hapt myleper ki traut.
Så galt stod det til med Erik Thonke, illustreret med en sætning. Han kunne skelne 4 procent af de ord, han hørte. Et ud af 25. Trods høreapparater, som han havde brugt siden teenagerårene.
For den 54-årig skolelærer, der har kæmpet med en stadig dårligere hørelse siden barndommen, blev teknologien, hvor lyd omsættes til et elektronisk signal, en ny start på et liv, der både jobmæssigt og privat var ved at køre af sporet.
»Efter fire fyringer lige i rap kan du måske godt forestille dig, at man har en selvtillid, der kan ligge på et meget lille sted«, fortæller Erik Thonke, der siden operationen med cochlear implant (CI) i 2010 har været en populær lærer i naturvidenskab og matematik på VUC Slagelse.
Og som ifølge hans kone er blevet ’en helt ny mand’ efter at have fået et CI på hver side af hovedet.
Men det har været en hård kamp at komme så langt. Erik Thonke var på nippet til invalidepension, inden han fik hjælp.
Erik Thonke er nu også selv blevet mentor i ’jeg vil høre.dk’ for at hjælpe andre ud af den isolation, som det er, når man ikke kan høre.
Løb om hjørner med mig
»Selv om jeg fulgte min seminarielærers råd om at søge job på specialskoler, hvor man er sammen med færre elever på en gang, fordi de har diagnoser eller andre problemer, så var det alligevel svært«, fortæller Erik Thonke.
»For selv om eleverne har deres egne ting og slås med, så er de uhyre hurtige til at udnytte, at du ikke hører så godt. De løb om hjørner med mig, så den første måned gik med, at jeg sendte en elev udenfor døren i hver eneste time«.
Erik Thonke fortæller også forlegent om, hvordan det var første gang at skulle tage et referat fra et personalemøde blot for bagefter at få at vide, at ’det der møde, du skriver fra, det var der ingen af os andre, der var med til’.
Digitalt: Intelligente øretelefoner lover, at de også kan virke som høreapparat»Jeg kunne jo ikke mundaflæse så godt, når jeg også skulle tage notater. Det gjorde ondt«.
Kontakten til kollegerne var derfor ringe, og når han kom hjem fortsatte gnidningerne, for det er hårdt for både den tunghøre og resten af familien, at så meget går tabt, når man prøver at tale sammen.
Seniorforsker fra Socialforskningsinstituttet, Steen Bengtssson, kortlagde i 2014 forholdene for døve og døvblevne mennesker. Han konkluderede, at døve har det rigtigt svært, selv om de ofte er mere velfungerende end andre handikappede.
»Der er meget stor forskel på døvhed og på for eksempel blinde. Det ikke at kunne høre er det, der isolerer en person mest. Selv om de er den gruppe, der er mest i arbejde, så er de også den dem, der har det sværest i forhold til andre mennesker. Det er svært at være med, men så alligevel ikke at være med«, siger Steen Bengtsson.
Hårdt arbejde at oversætte
»Whuuuuh, whaaaah, whuuuh, whaaaah«
Da Erik Thonke fik implanteret sit CI-system , gik der fire uger til sår efter snittet bag øret var helet. Og så tændte de ellers for den udvendige del.
»Jeg var grædefærdig. For sådan lød det, når folk talte omkring mig. Ligesom på en gammeldags radio, hvor du ikke har fået stillet ordentligt ind på en station. Da gik der en prås op for mig – jeg skulle træne«.
Erik Thonke trænede som en gal, og langsomt lærte han ved hjælp af træningsprogrammer at skelne fuglesang fra motorbåden og lyden af en helikopter.
»Det var lidt ligesom at lære at læse. Et bogstav ad gangen, indtil du har et ord. Som så kan blive til en sætning«.
Efter et halvt år kunne han tale med andre og deltage i en diskussion. Og efter måneders benhård træning kunne han høre og forstå en hel radioavis.
»Det er jo en fantastisk forøgelse af ens livskvalitet efter at have været i osteklokken. Min første radioavis i 16 år!«
Operationen med CI blev første gang gennemført i Danmark på Gentofte hospital for 25 år siden, og nu får cirka 300 mennesker CI om året.
I dag får alle døvfødte børn tilbudt CI meget tidligt i deres liv, og de fleste kommer til at fungere med deres elektroniske hørelse.
Op mod hver tiende ung får høreskader af høj musikMen også omkring 200 voksne får hvert år ligesom Erik Thonke sat strøm til øresneglen, fordi høreapparater ikke længere kan gøre jobbet.
»Vi har flyttet fokus fra døve til dårligt hørende«, siger Rene Kongedam, der er audiologisk ekspert og ansvarlig for projektet ’jeg vil høre.dk’.
Han er ansat hos Danaflex, som leverer CI, men understreger, at målet ikke er, at få alle til at bruge CI, men at sikre, at folk med høreproblemer får den rette hjælp, da alt for mange venter alt for længe med at få hjælp.
»800.000 burde bruge høreapparat, kun 350.000 gør det. Og af dem vil de kun være en lille del, der har brug for CI, som jo også er langt dyrere end høreapparater. Til gengæld er det en sund og god investering for samfundet«, siger Rene Kongedam.
»Det er nemt at finde en døv. Men det er meget sværere at opdage dem, der bare fungerer dårligt. Især dem som har høreapparat, og som jo derfor tror, at der ikke kan gøres mere«, siger Rene Kongedam, der henviser til en rapport fra den franske sundhedsøkonom Laurence Hartmann, der viser, at CI og høreapparater er investeringer, der betaler hver krone tilbage 10 gange til samfundet.
Også interesseorganisationen Høreforeningen, der sidste år opgjorde ventetiden til høreapparatsbehandling til 11 måneder i gennemsnit, og som under overskriften ’invester i ører - spar milliarder’ mener, at hurtig og effektiv hjælp til de 40 procent erhvervsaktive med høreproblemer vil være pengene værd.
»Det kan blive umuligt at holde fast på et job, når man skal vente år på at komme til at høre og i øvrigt ikke kan finde vej til yderligere hjælp som fx høretekniske hjælpemidler i det, vi i dag må kalde hørejunglen« skriver Majbritt Garbul Tobberup på deres hjemmeside, hvor de opgør samfundsgevinsten ved at behandle høretab til 25 milliarder kroner om året.
Succes og gode vibrationer
»Bare jeg får dig som lærer næste år. Så skal det nok gå«.
Sådan siger en ung lyshåret kvinde, der er på vej ind på studiekontoret på VUC i Slagelse til Erik Thonke, da Politiken følges med ham op i et tomt lokale for at lave interview.
Det ser i de sidste varme dage inden sommerferien, hvor næste skoleår skal planlægges, mens der uddeles HF-huer med blå bånd og skåles i bobler udenfor. Ganske ligesom for syv år siden, hvor Erik Thonke var midlertidigt ansat og gik rundt og ikke vidste, om han var købt eller solgt.
»Jeg mødte tilfældigt min daværende chef. Han sagde, at han og bestyrelsen var blevet enige om at fastansætte mig. Han havde også snakket med mine kolleger, der havde sagt, at jeg var ’superdejlig at arbejde sammen med’. Og at jeg kunne stå foran 35 kursister og forstå alt, hvad de siger«, forklarer Erik Thonke, mens han sidder med benene dinglende fra et skolebord, helt rørt ved mindet.
Rapport: Døve børn mangler støtte til at lære sprog»Det var en kæmpe gave. Det krævede en flaske champagne«.
Hans store erfaring fra det her forløb er, hvor vigtigt det er at have et godt bagland. Og nogen, der tror på en.
»Nu kan jeg høre græsset gro, jeg har aldrig hørt bedre. Jeg hører flere nuancer i musik end før. Og jeg får stadig adgang til mere, efterhånden som jeg træner med apparatet«.
Hans eneste fortrydelse er, at han kom så sent i gang. At han skulle så meget igennem.
»Det her har kostet en halv million per apparat inklusive operation og genoptræning, men hvad er alternativet? Det var, at jeg var blevet invalidepensionist. Nu er jeg blevet skatteborger, og jeg føler, at jeg har en værdi, og at jeg gør en forskel«, siger Erik Thonke.
Eneste tidspunkt, hvor han ikke kan høre en lyd, er, når han tager apparaterne af for at lægge sig til at sove.
»Min kone siger, at der skal et jordskælv til at vække mig. Men jeg har et vibrationsvækkeur, der klarer det. Skægt nok hedder den kraftigste indstilling ’Earthquake’, men det er der nu ikke brug for«.
Siger Erik Thonke, der hver dag glæder sig til at komme op og på job. Og til at høre radioavisen.
fortsæt med at læse
