Interviewet er egentlig overstået, da Jan Reckendorff stiller spørgsmålet: Om vi ikke skal tale mere om fremtiden, og hvad han som ny rigsadvokat har tænkt sig at prioritere? Så som at få bragt sagsbehandlingstiden ned i sager om vold, våben og voldtægter.
»Vi skal være en dygtig og aktiv medspiller i forhold til at få implementeret ministerens og regeringens politik. Det er en prioritering og et pejlemærke for mig«, siger Jan Reckendorff og tilføjer: »Det har vi hele tiden skullet. Men det er nyt, at vi siger det så eksplicit«.
Det kan man roligt sige. Men det er også en anderledes embedsmand, der i dag sidder for bordenden hos anklagemyndigheden i Frederiksholms Kanal lige over for Christiansborg.
I februar blev Jan Reckendorffs forgænger, tidligere rigsadvokat Ole Hasselgaard, fjernet med få dages varsel og under uklare omstændigheder. Det er uden fortilfælde.
